Stress og børnefamilier

På mit arbejde vælter de på stribe. Ja, lidt af en overdrivelse...Måske?

Fakta er, at 3 kvinder på mit arbejde er gået ned med stress de sidste 4 måneder. Det er for mange. Det er tankevækkende og må mane til eftertanke både i organisationen og hos den enkelte.

Alle kvinder har mellem 1-3 små børn fra 1-10 år. Den ene har 3 skønne drenge fra 2-7 år. Manden har mange ambitioner og er meget væk. Kvinden selv har også ambitioner om at ligne en halv million hver dag med dyrt tøj, bobbet hår og så træner vi også lige til en halv marathon.

Der er dælme da ikke noget at sige til, at man så er stresset, vel? Det er simpelthen ikke muligt at overkomme det hele. Vi kan ikke være pokkers effektive over hele linjen uden at køre helt tom på literen. Vi må være bevidste om, at vi ikke kan må det hele. Noget må skæres fra og vælges til. Jeg ville aldrig vælge at løbe et marathonløb med en hårdtarbejdende mand og 3 små lækre unger. At løbe en marathon kræver mange timers træning. Timer, der går fra andet man gerne vil. Jeg vil hellere øve " Se min kjole" med min datter alle de gange hun gerne vil. Så tager jeg hellere cyklen om morgenen på arbejdet så længe vejret giver mulighed herfor. Måske er jeg heller ikke lige den rette at spørge, da jeg generelt er ret mageligt anlagt, men ømme lægge, ryg, skinneben, gispende og hivende lyde af anstrengelse der mærkes som knive i halsen og en masse timer kan jeg bruge på noget bedre.

Jeg bliver ikke stresset på mit arbejde. Jeg har lært at trække det mentale gardin ned, når jeg kommer hjem. Når jeg flexer ud, går ned ad trappen og låser min cykel op har jeg glemt alt om de mange, tunge og sørgelige problemstillinger jeg møder på mit arbejde hver dag. Tankerne herom dukker først op, når jeg møder ind næste morgen. Det er en nødvendig evne og erfaring i mit nuværende arbejde for at overleve. Det er umuligt at gøre alt perfekt. Jeg sidder i en funktion, der kan drukne i bureakrati og sagsbehandling, hvis ikke jeg meget bevidst vælger mine fokuspunkter. Det vigtigste i mit job er at de mennesker jeg har med at gøre føler sig mødt og hørt. Det er elementært. Det betyder ikke, at vi nødvendigvis er enige eller det bliver som den enkelte forestiller sig, men de skal føle sig mødt og hørt.

Så er der familielivet. Min store dejlige og kaotiske børneflok og alt det praktiske arbejder det medfører. Det kan til gengæld give en følelse af stress, hvis ikke jeg passer på. Uger med 4 forældremøder får mig næsten til at trække nakkehårene ud i frustration fordi jeg gerne vil bakke op, men bliver så træt efter 2 hverdagsaftener ude. Vi bytter - Manden og jeg.

Alting til sin tid. Der er en tid til at være ung og vild. Der er en tid til at være voksen og fornuftig. Der er en tid til at få børn og være mor. Der er en tid, når børnene er blevet store og klarer mere sig selv. Der er en tid til at rejse med mand og veninder, når børnene bliver store. Der er en tid igen til egoistisk frihed, når børnene flytter hjemmefra og selv stifter familie. Der er en tid til at være bedsteforældre til små børnebørn og have tid til sig selv.

Livet består af faser med forskellige muligheder. Det er ikke muligt at nå det hele på én gang. Det allervigtigste er at synge "Se min kjole" med min lille skønne datter. En dag er den fase nemlig også slut.