Min elskede gamle farmor

Jeg er udsat for noget særdeles mærkeligt og forunderligt i dag.


For første gang i mange år har jeg ikke været i nærheden af mine børn et helt døgn. Det kommer jeg først torsdag eftermiddag.

Alle børn er på efterårsferie hos min svigermor. Manden kørte dem på ferie hos deres elskede farmor i går. Jeg havde set frem til det øjeblik længe, da jeg trænger til lidt ro og fred. Ro til at prøve at tænke en tanke færdig. Ro til at skabe lidt overblik over det jeg mangler. Ro til at være nærværende for mig selv. Ro til at savne dem vildt og inderligt, når vi når tirsdag aften.

Jeg har pludselig masser af god tid. I dag har jeg besøgt min gamle farmor, der desværre er så senil, at hun nu ikke længere kan kende mig. Det er trist at blive så gammel uden at kunne huske livet længere. Hun var mit faste holdepunkt som barn midt i en kaotisk og urolig tid. De mange dybe og smukke rynker på hendes kind fortæller om et levet liv, der nu er så fjernt, at kun den fysiske skal er tilbage. Det er måske også godt nok for hende, men efterlader mig med vemod. I dag havde jeg tid til at tænke over de mange dejlige barndomsstunder i hendes hus. Hun er bedstemor fra den generation, hvor kvinderne levede for familien, så hun passede mig altid som barn, når jeg var syg, lavede risengrød til mig om morgenen, gav mig kærlighed og omsorg.

Nu er det kun mine erindringer der er tilbage. Mine oplevelser fra en svunden tid, der var præget af gode minder.

Jeg er lidt ked af, at hun ikke længere ikke kan huske mere, men hun dør lykkelig når tiden kommer. Jeg elskede hende højt som den kvinde hun var. Hun var kærlighed og tryghed i en barndom, der ellers ikke var.