Ildebrand og fuld fart på livet

Udover en ubehagelig ildebrand så er livet ganske godt for tiden. Manden, ungerne og jeg trives. Sammen og hver for sig. Med det, der nu er fælles og eget liv. Min store dreng er teenager. Han er sløv og hurtig. Kærlig og glemsom. Irriterende og super klog.

Jeg skal arbejde langt hen i juli i år, så sommerferien falder sent for hele familien. Det bliver dejligt at få sommerferie sammen med mine børn og mand. Vi trænger til at være sammen i sommerferien. Vi splitter ferien op i 2 omgange i år. 14 dage i juli og 14 dage i september.

Vores sommerferie i juli går til Weissenhaüser Strand, da jeg fandt ud af, hvad en uge i Danmark koster i sommerferien. Der var hele kr. 9.000,- i forskel (Læs her om at tage på badeferie i Tyskland til under det halve http://forbrugeren.smartlog.dk/tag-til-tyskland-p--badeferie-til-det-halve-post264658)

Kr. 14.000,- for en uge i Lalandia

Jeg er i chok. Vi er en familie på 5, der er i fuld gang med at overveje sommerferien. I år har vi besluttet, at vi vil blive hjemme i skolernes sommerferie, hvor vi kun holder 2 ugers ferie. Mine ældste børn skal både på fodboldskole, til Aquacamp og på en god lang ferie hos deres farmor i en uge. Vi har derfor besluttet, at vi rykker vores hovedferie til september, hvor vi vil 2 uger til Grækenland.

Grimme tvillinger er kommet hjem til 4500 m2

Men er det i grunden så slemt? Deres farfar, den ekstravagante prinsgemal Henrik har udtalt, at de nye tvillinger er grimme..!


Den lader vi stå lidt...'

Vi måtte vente 30 minutter på en ambulance

I denne uge havde Manden og jeg bryllypsdag. Manden havde arrangeret, at reservebedsterne skulle passe mellemste søn og yngstepigen nogle timer. Vi skulle ud at spise, men aftenen fik en helt anden drejning end jeg vi havde tænkt os.


Da vi er på vej ned af vores hovedgade midt i byen ser vi pludselig en kvinde ligge sammensunket ude midt på vejen. Ved siden af dingler en meget, meget beruset mand rundt, der forsøger at få hende ind, men det lykkes ikke, hvorfor min Mand meget hurtigt hjælper med at få hende ind på fortorvet, halvt slæbende.

Skal en 10-årig dreng se Paradise Hotel

Ja, jeg spørger bare. Nu starter årgang 0 igen og jeg glæder mig til at gense alle familierne, som jeg har fulgt i næsten alle årene. Jeg faldt over denne overskrift i morges http://www.bt.dk/kendte/aargang-0-christian-vil-med-i-paradise-hotel og blev egentligt ikke særlig overrasket, når jeg tænker på familien som sådan.

Ud med den efterløn

sagde Lars Løkke Rasmussen i sin nytårstale. Politisk set har jeg altid haft mit hjerte i et politisk spektrum, der ligger en smule til venstre for midten. Jeg har altid stemt på socialdemokratiet og håbet på nogle gode forlig henover midten af dansk politik. Sådan har den politiske scene bare ikke været de sidste mange år, desværre.

At miste en veninde

Jeg har for nogle dage siden mistet en af mine veninder igennem 11 år. Jeg er stadig i chok og har ikke helt forstået omfanget af, hvad tabet betyder i det reelle tab. Ude i horisonten ved jeg, at jeg skal fortælle mine sønner, at de ikke længere kommer til fødselsdage, drengene kan ikke lave legeaftaler længere og jeg har mistet en person som jeg har fulgtes med de sidste 10 år. Vores børn er næsten lige gamle og har været gode venner siden de sad som spæde og badede i et fælles badekar som 1 1/2 årige.

Bræk og lort i stride strømme

De sidste 6 dage er gået med bræk og lort i stride strømme her på matriklen. 3 børn har på skift været syg med opkast, dårlig mave, øjenbetændelse og samtidigt skulle vi for første gang også lusebehandle hele familien. Se, det var det mine længe ventede feriedage gik med. Min dejlige svigermor var her nogle dage og hjalp os, men det er et kæmpe arbejde at skulle trøste, gøre toilet rent, vaske uendelige mængder af vasketøj og tænke på, at julen er liiiigge om lidt. Jeg har ikke fået købt julegaver, da jeg er træt som et ondt år efter denne omgang, hvor min mellemste søn nu igen har brækket sig efter vi troede at han endelig var blevet rask.

Min elskede gamle farmor

Jeg er udsat for noget særdeles mærkeligt og forunderligt i dag.


For første gang i mange år har jeg ikke været i nærheden af mine børn et helt døgn. Det kommer jeg først torsdag eftermiddag.

Alle børn er på efterårsferie hos min svigermor. Manden kørte dem på ferie hos deres elskede farmor i går. Jeg havde set frem til det øjeblik længe, da jeg trænger til lidt ro og fred. Ro til at prøve at tænke en tanke færdig. Ro til at skabe lidt overblik over det jeg mangler. Ro til at være nærværende for mig selv. Ro til at savne dem vildt og inderligt, når vi når tirsdag aften.

Jeg har pludselig masser af god tid. I dag har jeg besøgt min gamle farmor, der desværre er så senil, at hun nu ikke længere kan kende mig. Det er trist at blive så gammel uden at kunne huske livet længere. Hun var mit faste holdepunkt som barn midt i en kaotisk og urolig tid. De mange dybe og smukke rynker på hendes kind fortæller om et levet liv, der nu er så fjernt, at kun den fysiske skal er tilbage. Det er måske også godt nok for hende, men efterlader mig med vemod. I dag havde jeg tid til at tænke over de mange dejlige barndomsstunder i hendes hus. Hun er bedstemor fra den generation, hvor kvinderne levede for familien, så hun passede mig altid som barn, når jeg var syg, lavede risengrød til mig om morgenen, gav mig kærlighed og omsorg.

Nu er det kun mine erindringer der er tilbage. Mine oplevelser fra en svunden tid, der var præget af gode minder.

Jeg er lidt ked af, at hun ikke længere ikke kan huske mere, men hun dør lykkelig når tiden kommer. Jeg elskede hende højt som den kvinde hun var. Hun var kærlighed og tryghed i en barndom, der ellers ikke var.

Vi møder os ihjel i skole, børnehave og klub

Pyhh, den sidste uge har stået aldeles i lysende børneperspektiv og jeg sidder nu her og prøver at sunde mig lidt. Helt ærligt, det er gået totalt og aldeles selvsving i det. Det her med børn er jo blevet et iscenesættende show, hvor vi kan kvæles i stress i den hæsblæsende aktivitet, der drøner afsted der ud af.

Jeg har lige læst beskederne på mine børns forældreintra. Jeg orienterer mig derinde - i de hellige børnesales haller - 4-5 gange ugentligt og hver gang er der nye beskeder og informationer vi skal forholde os til. Nu er sidste projekt gud-hjælpe-mig, at vi i forbindelse med afholdelse af "aktiv-uge" skal detaljeret skrive ned, hvor meget vores børn bevæger sig og hvad de laver af fysiske aktiveter I EN 3 UGERS PERIODE!

Det er bare for meget. De sidste 7 dage har budt på 4 FORÆLDREMØDER i h.h.v. ældste og mellemste søns klasser, sfo og klub. Så nu troede jeg, at kvoten var brugt op for denne gang, men der kan du godt tro om igen, kære Mette!

Forude venter nemlig "aktiv-uge", flere forældremøder, aktivitetsdage, fødselsdage, "get-to-gether" dage, maledag af ungernes klasseværelser, sociale dage, "rødvin-og-ost" dag med mellemste søns klasse (her er der mange enebørn og en forældregruppe, der insisterer på, at det er åhh....så hyggeligt at drikke rødvin, spise ost, gå ture i skoven, male, tage på ture, julebagning og de har lavet et arrangement HVER måned), juledag, juleklip og så arrangement af hele familiens private jule-tam-tam.

F... jeg fik bare nok af at læse det. Foruden er der jo daglige lektier og et arbejde, der skal passes, et forhold der også være plads til, legeaftaler og jeg vil OGSÅ SE MINE VENNER! Jeg er ikke kun en mor, der står parat til at beskrive vanvittigt detaljeret om hvad min søn laver i løbet af 3 UGER. Helt ærligt, det rager ikke nogen! Han får nok motion og vi er som familie aldeles opmærksomme på, at netop han får rørt sig rigtigt meget. Ja, ja til alle kritikerne...Jeg ved godt, at der børn, der ikke får rørt sig nok, har brug for mere motion og alt det der. Det gider jeg bare ikke lige forholde mig til NU, vel?

Der er vel for pokker også bare noget, der hører familien til, ikke?

Damn...Skulle lige have luft.

Små egoistiske møgunger - føljeton

I aftes fik jeg en lang mail fra forældrene til den dreng, der altid får lov til at styre sine egne valg og lyster fuldstændigt i forhold til at ville lave legeaftaler uden hensyn til andre børns følelser i det spil.

Ja, der er mange følelser på spil, når det drejer sig om vores børn og deres trivsel blandt kammerater og venner. Det drejer sig om følelser, tab og afvisning. Min opgave er at være skarp i observationen på, hvad der er mine følelser af gammel sorg i forbindelse med afvisning - og hvad der er reelle følelser af at være uretfærdigt behandlet på min søns vegne. Jeg prøver at tage udgangspunkt i de følelser han udtrykker og hjælpe ham med at handle på disse så han senere vil kunne håndtere disse situationer på egen hånd baseret på nogle forhåbentlige positive erfaringer vi lærer ham i forbindelse med sådan en episode.

Nå, men tilbage til mailen. Mailen var skrevet i et høfligt, reflekterende og venlig tone. De var glade for, at vi gik til dem med problemet og roste os for at være modige. Det ved jeg så ikke om det var så modigt, men det var vel det eneste rette sted at henvende sig, da det jo er deres dreng problemet er centreret omkring.

De skrev, at de havde snakket med drengen om hvad det gør ved andre, hvis man aflyser i utide. Brevets indhold er præget af, at det er forældre med andre holdninger til hvordan sådanne konflikter skal løses, da de fortsat mener, at det er vigtigt, at deres dreng har lyst i øjeblikket og at der ikke skal gennemføres en legeaftale, hvis drengen udtrykker, at han ikke har lyst alligevel. Jeg kan godt forstå argumentationen bag deres holdning, men jeg er ikke enig. Denne tidstypiske tendens til selvcentrering omkring at have et snævert perspektiv omkring MIT barn opponerer jeg kraftigt imod baseret på min grundholdning om, at mennesket er et flokdyr og har brug for flokken for at kunne overleve. Ja, hvad har det lige med legeaftaler at gøre, tænker du måske...!

Det har den sammenhæng, at lader vi et rationelt fokus være centreret om denne tidstypiske egoisme, hvor vi kun har fokus på VORES barns lyst, trivsel og holdninger går vi basalt i mod det biologiske faktum, at vi er et flokdyr og har brug for at kunne trives sammen for at alle trives i en børnegruppe. Det kan være en udfordring af dimensioner, men jeg mener, at vi må gå ind i den opgave som forælder for at hjælpe vores børn til at agere og tage hånd om de børn, der af forskellige årsager "hænger i periferien" af en flok. Er der tale om børn der har så behandlingskrævende lidelser, at en styret og effektiv indsats i form af støtte/kontaktpersoner er nødvendige bør disse inddrages. Min tese er, at det er muligt at lære børn selvstændighed og være dygtige til at udtrykke egne behov samtidigt med at de skal fungere i en gruppe som kollektive børn. Disse poler behøver ikke være hinandens modsætninger.

Mailen var klart et forsøg på at komme os i møde og det vil jeg gerne tage til mig og drengen har nu åbenbart selv foreslået at de skal lege engang i næste uge, hvor forældrene har tænkt sig at holde ham fast i aftalen. Det formoder jeg siden de selv skriver til os om en legeaftale. Jeg skal lige bruge lidt tid på reflektere her i weekenden sammen med Manden over, hvad der skal ske - inden vi gør noget igen.

Jeg vil prøve at få skrevet et indlæg i weekenden om kollektive/selvstændige børn og hvordan jeg ser det som muligt at integrere disse, så der i en børneflok kan tages hensyn til både det enkelte barn og hele børnegruppens trivsel.

Øv, hvor er jeg bare træt af små egoistiske og forkælede møgunger

der får lov til at behandle andre som det behager dem, når det går ud over min dejlige og følsomme knægt.

Ja, ja jeg kan godt høre, hvordan det lyder. Min søn kan også være irriterende, men vi har altid lagt vægt på, at han skal behandle sine klassekammerater ordentligt og det gør han også!

Der har været flere episoder med denne dreng, der i bund og grund er meget sød, men utroligt forkælet og får lyst til at gøre lige hvad han lyster i forhold til kammerater og venner.

Han har flere gange spurgt min søn om han ville lave en legeaftaler for derefter at trække i land få timer senere, hvor han fortæller sine forældre, at han ikke har lyst til at lege.

Der har lige været en episode igen! Det er simpelthen bare ikke i orden og jeg er bare så rasende, ked af det og gal på min søns vegne, da jeg ved, at han bliver ked af det - IGEN, når jeg i morgen tidlig skal fortælle ham, at der ikke bliver en legeaftale.

Nu har jeg skrevet en pæn sms til moderen om, at jeg venligst beder om, at deres dreng ikke spørger min dreng om en legeaftale, når han ikke er parat til at opfylde sin del af aftalen.

Han skal ikke spørge min dreng om han vil lege, hvis ikke han vil! Færdig! Basta.

Øv. Godnat.

Skal skolebørn have legeaftaler

Familien er gået i seng. Mindstepigen er afhentet i børnehave med høj feber og mine drenge er kommet hjem fra lejr. Manden er gået i seng med ørepine og jeg har god tid til at sidde her og fundere.

Min mellemste søn er landet i en klasse med meget forskellige børn. Der er flere drenge med støtte af forskellige årsager. Et barn har ADHD, et andet har en opmærksomhedsforstyrrelse, en tredje har et andet fysisk handicap og andre igen er bare ualmindeligt dårligt opdraget og har svært ved at forstå andre børns grænser. Klasselæreren er dog en robust én af slagsen og har formået at have et højt fagligt niveau i klassen, da der er relevante støttepersoner i forhold til de børn, der har brug for en ekstra indsats.

På nogle områder passer min dreng ikke ind i klassen og alligevel udtrykker han, at han trives og er glad. Han er generelt en glad dreng og de sansemotoriske og samsynsmæssige problematikker er nu så minimale, at det ikke har den store indflydelse på hans generelle trivsel længere. Han er efterhånden kommet i 2. klasse og har ikke nogen bedste ven i klassen. Han har til gengæld et par gode venner i klassen som han sommetider leger med i fritiden. Det bliver vel til 2-3 månedlige legeaftaler. Her i 2. klasse går han nu til spejder og svømning og er meget glad for det.

Han har 2 gode jævnaldrende venner på vejen, som han ikke går i skole med. Hans bedste ven - i følge ham selv - er en dreng fra Mandens og mins nære vennekreds. De har kendt hinanden siden de blev født, men ser kun hinanden 2-4 gange årligt. Desuden er han allerede nu ved at bygge nogle spæde venskaber op hos spejder.

Alligevel tænker jeg meget over, at det ikke er mange legeaftaler han har i fritiden. Jeg ved godt, at jeg skal tage udgangspunkt i, hvad han udtrykker af behov. Det forsøger jeg at gøre, men alligevel så nager det mig lidt set i forhold til hvor betydningsfuldt det er at kunne agere socialt med mange forskellige mennesker i nutidens komplekse samfund, hvor indlevende sociale kompetencer er arnestedet for succes på både det personlige og arbejdsmæssige plan.

Ja, ja, rolig nu Mette. Din knægt er kun 8 år og har nået langt i løbet af bare de sidste 2 år, men alligevel tænker jeg over det. Jeg vil så nødigt at han ender som en enspænder uden ret mange sociale kontakter. Jeg ved ikke hvorfor jeg bekymrer mig så meget til tider og ville ønske jeg kunne slappe lidt af omkring det og hvile i det faktum, at min mellemste søn har et andet behov for social kontakt med andre mennesker end både min ældste søn og Mindstepigen, der modnes, trives og udvikles i tæt kontakt med mange forskellige mennesker i mangfoldige relationssammenhænge. De er sociale magneter og trives i kontakten med andre. Det gør min mellemste søn også, men ofte tænker han slet ikke på at lave legeaftaler og får ikke spurgt af sig selv. Når jeg spørger ham siger han ofte, at han ikke lige tænkte på det.

Jeg ved ikke om 2-3 månedlige legeaftaler er for lidt ved siden af legene med nabodrengene, vores egne sociale sammenkomster og fritidsaktiviteterne? Min søn får meget sjældent nej, hvis han spørger sine venner, men ofte er det os, der tager initiativerne med at ringe eller sende en sms om forslag til en legeaftale. Jeg har tænkt meget over hvorfor, men måske skal jeg bare lade være med det også tage tingene som de kommer.

Jeg vil jo bare så gerne, at han trives og har det godt i skolen og sfo´en og så selvom klassen på mange måder er ret uhomogen og med mange forskellige behov. Jeg har bare dette helt specielle bløde og bekymrende punkt for ham da han har haft sine vanskeligheder og til stadighed har en anden og dybere følsomhed, der kan gøre livet mere kompliceret.

Måske er legeaftaler bare slet ikke den gyldne kilde og inspiration til gode sociale kompetencer som både de rigtige meningsdannelser og jeg tillægger dem.

Tænk, hvis jeg tager fejl?

Rynkede tæer er et tegn på alderdom

Sådan var det for mig som lille pige. Min elskede farmor, som repræsenterede en vis for normalitet og stabilitet, i min ellers knap så lykkelige barndom.


Jeg kan huske hendes skæve og rynkede tæer i et par træsko-slippers lignende ting om sommeren. I mit indre billedunivers står det malet som var det i går. Mine barndomsminder hos min elskede farmor. Åh, hvor det fylder mig med taknemlighed, vemod og inderlighed over en svunden tid. Nu sidder hun på plejehjemmet og kan knap huske mig længere. Hun har nået den høje alder af snart 97 år og sidste gang jeg var forbi plejehjemmet troede hun, at jeg var en ansat. Se, det var meget trist selvom jeg godt vidste, at det ville gå den vej.

Nå, men det var de her rynkede tæer jeg kom fra. I morges da jeg var i bad opdagede jeg et nyt tegn på, at jeg var blevet ældre. Normalt er det de ekstra rynker, der er begyndt at dukke op ved munden og i øjenkrogene, der vidner om, at jeg ikke længere er 25, men nogle måneder godt derefter. Huden er blevet lidt slappere og ballerne knap så høje som de var engang. Det samme må tørt konstateres, når det drejer sig om forpartiet. 4 års amning har gjort sit.

Og så er der jo tæerne. De mærkelige gevandter som troligt bærer mig rundt i denne verden. For det meste er de gemt bag strømper og lukkede sko. Det er sjældent jeg bemærker dem for de giver sjældent vrøvl. De går og går. I dag bøjede jeg hovedet lidt nærmere for at inspirere neglenes tilstand. De bliver jo klippet ca. hver 6. uge. Det er det eneste tidspunkt vi har en god og tæt kontakt - tæerne og jeg. Og så var det jeg kom til at kigge på de små runde pølser. (Ja, de er runde og symmetriske i min familie og ikke lange og krogede). Der var det så jeg måtte jeg konstatere, at huden på mine mellemste tæer nu ligner alligatorskind. Tør, rynket, skællet og gammel. Hold da op mand, hvor går det bare alt for stærkt. Det var jo ligesom min farmors tæer i de træskoslipperne. Jeg fatter det ikke helt, at de er så gamle. Tæerne mine. Jeg synes jo stadig, at jeg er en ung kvinde inden i, men på den anden side, så må jeg konstatere, at tiden går og jeg langsomt har rykket op i sidste halvdel af 30´erne.

Ja, nu skal jeg dælme snart tage børn fra 1990´erne alvorligt. De er blevet voksne, har fået stemmeret og deres egne meninger og alt det der.

Min egen store skønne søn er startet i 5. klasse, har fået store fødder, brede skuldre og er netop stemt ind i elevrådet med overvældende flertal. Så er det jo, at jeg må konstatere, ja tiden går. Alt for stærkt og det er dælme bare om at nyde den kostbare og værdifulde tid. Gid jeg dog havde forstået den lektie for mange år siden. På den anden side - hvad kan jeg bruge det til. Nu er jeg alligevel her. Der er masser af dage i fremtiden. Dage med indhold, karakter og kærlighed.

Så jeg vil lade mine rynkede tæer bære mig videre ind i livet. Og huske hvordan det hele hænger sammen næste gang de trænger til at blive klippet

Har jeg mistet mig selv

Jeg har tænkt over det de sidste dage. Hvornår mistede jeg mig selv? Har jeg mistet mig selv? Hvad er det egentligt at miste sig selv?


Kringlede og gådefulde og ekstensielle spørgsmål som jeg ikke helt kan forstå eller finde svaret på.

Jeg har været i gang hele ugen. Stå op kl. 6.00, lave kaffe, gå i bad, smøre madpakker, vække børn, kysse børn, haste videre, finde tøj til Mindstepigen, sætte en tøjvask over, få lidt stress over, at begge sønner er langsomme til at komme i tøjet fordi de også skal op i "gear igen, tage cyklen på arbejde, komme lidt for sent, hurra for fleksen. Tænde computer, arbejde, udveksle faglighed, idéer, besøg ude af huset, besøg af borgere, frokost, kaffe, lidt vand, drøne hjem på cyklen, hente trætte drenge. Komme hjem, kysse Mand, snakke lidt, drikke lidt kaffe, lave aftensmad, tømme opvasker, sætte morgendagens vask til tørre, måske snakke lidt med en veninde, snakke lidt med Manden igen hen over opvaskeren, der igen skal tømmes. Når lige at mærke en snert af dårlig samvittighed over, at jeg ikke kom til træning - igen, igen.

Så nu sidder jeg her en sen aften. Manden er gået i seng. Jeg prøver at tænke de filosofiske tanker færdige, men jeg er simpelthen bare så stagende træt. Det har været så hårdt at komme i gang igen efter sommerferien. Der er så meget jeg gerne vil sige, gøre, huske og gøre fremover. Lige nu er jeg bare så træt.

Og lidt nervøs for min nakke. Den har gjort ondt nu i 3 uger med et mærkeligt hold i den ene side, så jeg kan ikke hagen ind mod halsen.

Når en relation er tæt på at briste

Er midlertidige tilstande altid endegyldige?

Er enkelte tilstande ikke tilbagevendende? Som et pendul i langsom svingning må jeg tørt konstatere, at der er enkelte tilstandes midlertidighed som kommer igen og igen.

En af dem er min angst for at miste. Miste relationer, der er nære og vigtige. Betydningsfulde og vigtige. Når familierelationerne er forholdsvis spinkle på min side af familien bliver nære venner ekstra vigtige.

Vi har en meget nær ven. Manden og jeg. En ven, Manden har kendt de sidste 20 år og som også er en af mine meget gode venner. Han er fadder til vores datter og har altid været med til alle fødselsdage, juletam tam, barnedåb og andre familiære fester. Han har været single i mange år og efterhånden som vi blev ældre håbede vi at han ville finde sig en pige og få de børn, som han selv begyndte brændende at ønske sig.

Han fandt så en sød kvinde - troede vi - for et par år siden. Hun er af anden etnisk herkomst, men vi mødte hende nogle gange og med lidt fælles hjælp, fagter og lidt dansk gik det nogenlunde. Hun mødte flere af vores venner og alt var tilsyneladende i perfekt orden.

Vi tog gruelig fejl skulle det senere vise sig.

De blev gift på rådhuset. Vi var med. Brylluppet blev fremskyndet da hun ellers ville skulle forlade landet. På daværende tidspunkt troede vi ikke, at det ville blive et problem, at man skal være gift i 7 år. Da troede vi, at ægteskabet da ville vare for evigt.

Vores ven tjener mange penge. Virkelig mange penge. Hun holdt op med at arbejde og lod sig forsørge for at gå hjemme og male billeder. For et halvt år siden flyttede de til en anden landsdel da hun ikke ville bo her i området p.g.a en gammel ekskæreste, der angiveligt skulle forfølge hende. Det troede vi blindt på. Det viste sig senere, at det var en løgn - som mange andre.

I starten af dette år faldt bomben. Det viste sig, at hun igennem længere tid havde løjet grusomt om alt muligt, brugt rigtigt mange af pengene, været ham utro med ekskæresten, slået ham mange gange og stået med den store kødkniv og truet med at begå selvmord. Det var ganske skrækkeligt at høre. Manden og børnene var på besøg hos ham og skulle overnatte da alt brast sammen. Hun tog hjem til ekskæresten og var sammen med ham og ville skilles. Hun blev vred på Manden og besluttede derefter, at hun ikke ville se os mere for nu kendte vi jo de dystre hemmeligheder.

Efterfølgende viste det sig, at hun heller ikke vil besøge hans forældre længere, ej heller en anden ven vi kender.
Vi havde besøg af ham alene i foråret. Han var dybt ulykkelig og der kom virkelig grimme sandheder på bordet, der afslørede en virkelig dysfunktionel og skadet personlighed p.g.a traumatiske oplevelser fra barndommen.

Hvorfor smider han hende ikke bare på porten? Ja, det har vi haft mange lange snakke om. Han er ikke overbevist om, at han elsker hende længere. Hun styrer det fuldstændigt og det er hjerteskærende at stå på sidelinjen og absolut intet kan gøre. Hun ryger ud af landet, hvis han ophæver ægteskabet og han vil ikke sende hende hjem til nogle forhold, hvor der ikke eksisterer ordentlig psykiatrisk behandling, men han forsøger at få etableret hjælp til hende her i Danmark.

Jeg græd da han tog afsted sidste gang. Jeg vidste, at der ville gå meget lang tid inden vi ville se ham igen. Jeg kunne mærke det i hver fiber af min krop. Angsten for at miste min bedste mandlige ven nogensinde. Det værste er, at det er udefrakommende forhold, jeg ikke kan styre og det gør, at jeg kan blive grebet af en følelsesmæssig panik, der er svær at styre og håndtere. Manden er lige så frustreret som jeg, men vi udtrykker det forskelligt.

Nu skal Manden og drengene så til området hvor de bor til august. Denne gang bliver de nødt til at booke et hotelværelse 400 m fra vores vens store lejlighed med mange rum. Jeg har sms´et meget med ham i dag. Hans kone er begyndt at få samtaler hos en psykolog, men det hjælper intet for han lader stadig hende styre om han skal lade sin bedste ven igennem mange år overnatte hos sig en enkelt nat.

Jeg er så ked af det. Kan mærke, at tårerne igen presser sig på. Hvorfor slår et andet menneske dog en de påstår at elske? Både med knytnæver, spark og instrumenter. Hvorfor opgiver et dejligt menneske sine egne brændende ønsker om at opnå at få en familie inden vi bliver for gamle for en kvinde han ikke engang kan sige, at han elsker?

Jeg kan være tilbøjelig og mene, at han er en vatarm. Sandheden er langt mere kompliceret end som så. Jeg forstår ham ikke. Forstår ikke den underdanighed og styring han lader sig dominere under. Hun vil ikke se hans familie, hans søster der netop er blevet mor.

Han vil altid være min ven, men først den dag han selv kan handle kan vi optage forbindelsen igen - tror jeg. Lige nu er relationen og det at være vidne til sådan en tragedie ikke til at udholde.