Efterlønnere må selv betale for golf

når vi overalt i samfundet mangler penge i den offentlige sektor.


For få år siden var der store overskrifter i avisen fordi ventetiderne indenfor kræftbehandling var for lange. Ventetiderne er fortsat lige så lange, men det trækker ingen overskrifter længere fordi vi desværre har vænnet os til at det er tingenes tilstand. Ventetid. Mennesker, der dør før tid. Den dårligste prognose for overlevelse indenfor en lang række lande i EU.

Når Døden kommer alt for uventet

Det er svært. Jeg har grød i hovedet af træthed og jeg går i sådan et lydisoleret parallelunivers hvor verdens realiteter skærmes og ikke rigtig trænger ind. De sidste dage har været et rent følelsesmæssigt kaos.


Min svigerfar er død helt uventet.

Børnenes farfar.

Kong Vinter har dækket landet

Vi har vinterferie. Alle 5. Derfor er det bare så irriterende, at der igen ligger 35 cm sne på vejene. Jeg prøver virkelig at mande mig op til at synes, at det er ihhh og åhh så fantastisk, men kære læsere. Beklager. Det gør jeg bare ikke. Det er dødirriterende, at det igen er fyldt med sne.

Jeg gider ikke at strikke nu

I blogland er der utallige blogge med strik, syning, brodering og endnu mere strik. Strik i uldgarn, hvis navn jeg sjældent kan udtale eller kender. Store farvestrålende billeder af sweatre til store og små, små posebukser med biler eller lange blogindlæg med billeder af flæskestege, klidpinde, rodfrugter, oversavede appelsinbåde og alt muligt andet mundgodt.

Hold en familiedag med dine børn

I dag skal vi noget - allesammen sammen. Vi er en familie på 5 med børn fra næsten 4 til næsten 12 år, så det kan være svært at finde noget vi allesammen gerne vil og kan. Vi har tidligere fastlagt bestemte familiedage, hvor laver noget sammen. I dag skal vi så prøve noget nyt.

Årgang O i dag

Det er tirsdag i januar. Det betyder, at der er dømt fjernsynstid i aften. Det er tid til årgang 0 som det har været de første 4 uger i januar siden serien startede.

Grimme tvillinger er kommet hjem til 4500 m2

Men er det i grunden så slemt? Deres farfar, den ekstravagante prinsgemal Henrik har udtalt, at de nye tvillinger er grimme..!


Den lader vi stå lidt...'

Skal skolebørn have legeaftaler

Familien er gået i seng. Mindstepigen er afhentet i børnehave med høj feber og mine drenge er kommet hjem fra lejr. Manden er gået i seng med ørepine og jeg har god tid til at sidde her og fundere.

Min mellemste søn er landet i en klasse med meget forskellige børn. Der er flere drenge med støtte af forskellige årsager. Et barn har ADHD, et andet har en opmærksomhedsforstyrrelse, en tredje har et andet fysisk handicap og andre igen er bare ualmindeligt dårligt opdraget og har svært ved at forstå andre børns grænser. Klasselæreren er dog en robust én af slagsen og har formået at have et højt fagligt niveau i klassen, da der er relevante støttepersoner i forhold til de børn, der har brug for en ekstra indsats.

På nogle områder passer min dreng ikke ind i klassen og alligevel udtrykker han, at han trives og er glad. Han er generelt en glad dreng og de sansemotoriske og samsynsmæssige problematikker er nu så minimale, at det ikke har den store indflydelse på hans generelle trivsel længere. Han er efterhånden kommet i 2. klasse og har ikke nogen bedste ven i klassen. Han har til gengæld et par gode venner i klassen som han sommetider leger med i fritiden. Det bliver vel til 2-3 månedlige legeaftaler. Her i 2. klasse går han nu til spejder og svømning og er meget glad for det.

Han har 2 gode jævnaldrende venner på vejen, som han ikke går i skole med. Hans bedste ven - i følge ham selv - er en dreng fra Mandens og mins nære vennekreds. De har kendt hinanden siden de blev født, men ser kun hinanden 2-4 gange årligt. Desuden er han allerede nu ved at bygge nogle spæde venskaber op hos spejder.

Alligevel tænker jeg meget over, at det ikke er mange legeaftaler han har i fritiden. Jeg ved godt, at jeg skal tage udgangspunkt i, hvad han udtrykker af behov. Det forsøger jeg at gøre, men alligevel så nager det mig lidt set i forhold til hvor betydningsfuldt det er at kunne agere socialt med mange forskellige mennesker i nutidens komplekse samfund, hvor indlevende sociale kompetencer er arnestedet for succes på både det personlige og arbejdsmæssige plan.

Ja, ja, rolig nu Mette. Din knægt er kun 8 år og har nået langt i løbet af bare de sidste 2 år, men alligevel tænker jeg over det. Jeg vil så nødigt at han ender som en enspænder uden ret mange sociale kontakter. Jeg ved ikke hvorfor jeg bekymrer mig så meget til tider og ville ønske jeg kunne slappe lidt af omkring det og hvile i det faktum, at min mellemste søn har et andet behov for social kontakt med andre mennesker end både min ældste søn og Mindstepigen, der modnes, trives og udvikles i tæt kontakt med mange forskellige mennesker i mangfoldige relationssammenhænge. De er sociale magneter og trives i kontakten med andre. Det gør min mellemste søn også, men ofte tænker han slet ikke på at lave legeaftaler og får ikke spurgt af sig selv. Når jeg spørger ham siger han ofte, at han ikke lige tænkte på det.

Jeg ved ikke om 2-3 månedlige legeaftaler er for lidt ved siden af legene med nabodrengene, vores egne sociale sammenkomster og fritidsaktiviteterne? Min søn får meget sjældent nej, hvis han spørger sine venner, men ofte er det os, der tager initiativerne med at ringe eller sende en sms om forslag til en legeaftale. Jeg har tænkt meget over hvorfor, men måske skal jeg bare lade være med det også tage tingene som de kommer.

Jeg vil jo bare så gerne, at han trives og har det godt i skolen og sfo´en og så selvom klassen på mange måder er ret uhomogen og med mange forskellige behov. Jeg har bare dette helt specielle bløde og bekymrende punkt for ham da han har haft sine vanskeligheder og til stadighed har en anden og dybere følsomhed, der kan gøre livet mere kompliceret.

Måske er legeaftaler bare slet ikke den gyldne kilde og inspiration til gode sociale kompetencer som både de rigtige meningsdannelser og jeg tillægger dem.

Tænk, hvis jeg tager fejl?

En mors kærlighed

Jeg har tænkt en del de sidste par dage. Tænkt på moderkærligheden. Den inderlige kærlighed jeg føler til mine børn. En mors kærlighed er i sit rene snit den mest ubetingede form for kærlighed der findes. Da jeg fik min første søn tænkte jeg tit på, at jeg uden at tøve ville bytte mit liv med hans, hvis det rent utopiske skulle ske en dag. Jeg ville uden at tøve et eneste sekund løbe ind i et brændende hus for at redde dem ud og frelse dem, hvis jeg kunne. Det ved jeg, at jeg ville gøre. Uden at tøve et eneste sekund og tanke for, hvilke skader det eventuelt kunne koste mig - i værste fald koste mig livet. Moderkærlighed er betingelsesløs og den mest rene form for kærlighed, der eksisterer - i mit begrebsunivers.

Da jeg blev mor blev jeg også inderligt bevidst om livets midlertidige tilstand. Vi er her kun en kort periode, et øjeblik og pist, så er vi væk igen. Af jord skal vi komme og til jord vil vi igen blive den dag vi dør. Er det ikke en mærkelig tanke? Hvis du nu lukker øjnene lige et kort øjeblik og forsøge at få erkendelsen frem af, at livet er en midlertidig tilstand. Hvad betyder det for dig? For mig er livets forgængelighed et begreb jeg først helt forstod, da jeg blev mor. Da var jeg ikke længere ung og den første i generationsrækken. Nu var jeg den næste i rækken og en ny generation var startet i min slægt. Først ældste søn, så mellemste søn og til slut Mindstepigen. For hver graviditet og fødsel blev jeg mere og mere bevidst om, at livet ikke ville vare for evigt. Jeg fik strækmærker, slatne ar og ændret krop som symboler på tidens tand. At blive mor for første gang var den største bevidsthedsudvidende oplevelse jeg nogensinde har oplevet. Nu var der et lille levende barn, der gik forud mine egne behov. Et lille menneske, der fuldstændig kontrollerede og dikterede hvornår jeg skulle sove, spise, gå i bad, på toilettet og bare tænke en tanke i ammetåens og træthedens tågede univers.

Pyhh, denne erkendelse var en mavepumper af dimensioner. Jeg blev fuldstændig rundforvirret af den erkendelse. De værste katastrofetanker meldte sig og jeg var overbevist om, at ingen kunne passe min lille baby bedre end Manden og jeg. Jeg blev dog hurtigt klogere, da jeg af mangel på søvn og risiko for udvikling af epilepsi blev nødt til at aflevere ham til overnatning hos min svigermor, da han ikke var ældre end 6 måneder. Det gik jo også meget godt og svigermors omsorg og kærlighed til børnene har fået mig til at elske hende igennem årene. Børn vokser og spirer og blomstrer jo flere, der elsker dem højt og inderligt.

Årene er gået. Med tiden og de mange faser og udviklinger vi har været igennem er moderkærligheden nu en del af min mangesidede personlighed. Jeg har været nogens mor i mange år og min identitet er nu så sammeflettet og integreret med at den del, at det ikke længere føles så overvældende. Manlærer jo at leve med det og udvikle den side. At være børnenes mor fylder mit hjerte med kærlighed, men også en flig af tanken om - gør jeg det nu godt nok? Der er løbende og konstant hårdt arbejde, der skal gøres i forhold til at overveje alle de dilemmaer, udfordringer og opgaver livet som mor til 3 stiller mig overfor på daglig basis. Jeg har ingen hensigtsmæssige automatiserede indlærte erfaringer ud i mor-rollen fra min barndom jeg kan trække på. Mon ikke det er en del af bagagen, når barndommen var af den traumatiske slags? Der er ikke nogen erfaringer vi kan bruge. Vi må konstant forsøge at finde nye veje.

En mors kærlighed kan have mange dimensioner. Dette var blot én af dem.

Hold kæft, det var op ad bakke

at komme i gang med skoleåret igen. Det var bare en hård mental omgang at få hverdagens gøremål tilpasset sig det faktum, at skoleåret nu er startet for fulde omdrejninger.

Det har været hårdt og kostet meget på energikontoen - både for mellemste søn og jeg som hans mor.

Der har været mange bekymringer fra min side. Nogle har været reelle og andre uden grund. Jeg var slået noget ud af fodboldseancen og mit hjerte har slået et par slag ekstra af bekymring andre dage jeg har hentet ham, men helt uden grund. Han er nu ved at vænne sig til, at han har flyttet klasseværelse, der er tilknyttet ny sfo pædagog (en virkelig elendig og dårlig én af slagsen) og der er et par dage, som er blevet længere med flere timer.

I går var mellemste søn til spejder første gang. Han glædede sig rigtigt meget og da jeg hentede ham i sfo så han træt ud, men udtrykte oprigtig forventning til at starte til spejder. Det var helt sikkert noget han så frem til. Jeg kom tilfældigt til at snakke med en af pigerne i klassen og det viser sig, at hun muligvis også skal gå til spejder samme sted, så det var jo spændende at se. Jeg håber, at vi får nogle flere kontakter i lokalområdet ved at vi også engagerer os som forældre og dermed kan være med til at skabe flere relationer, der ikke inkluderer fodbold, men andre emner, der har mellemste søns interesse. Det havde været sådan en god oplevelse. Mellemste søns far og min mand havde været sammen dernede. Det viste sig, at der også skulle starte en dreng som mellemste søn udmærket kender fra sin børnehave og som bor i nærheden. De har allerede talt om at lave en legeaftale. Det er faktisk storebroderen til min datters bedste veninde i børnehaven, så det er jo et pudsigt sammenfald. De havde spillet levende stratego i en nærliggende park og mellemste søn kom glad og træt hjem og proklamerede, at han glædede sig til at komme til spejder næste gang.

I dag er mellemste søn hjemme hos den populære dreng fra klassen. Hvorfor skriver jeg så det? Det er fordi at jeg kan se, at det er vigtigt at hjælpe ham med at skabe og vedligeholde de relationer han har i klassen hos de drenge som han gerne vil lege med.

I morgen skal vi have en anden dreng med hjem fra hans børnehave som også går på skolen, men som i klassen over min søn.

Det er en regnvejrsdag og alligevel regner det ikke i mit sind i dag. Der er så mange positive muligheder for udvikling i den rigtige retning, så det er godt.

Og så skal jeg lige stolt fortælle, at mellemste søn nu også kan læse lix 12-15 med et minimum af hjælp. Bogstaverne glider ikke så ofte sammen længere og flere og flere sammensatte navneord på 8-10 bogstaver læser han selv uden hjælp.

Så det går op og en smule ned for tiden, men heldigvis mest op.

Rynkede tæer er et tegn på alderdom

Sådan var det for mig som lille pige. Min elskede farmor, som repræsenterede en vis for normalitet og stabilitet, i min ellers knap så lykkelige barndom.


Jeg kan huske hendes skæve og rynkede tæer i et par træsko-slippers lignende ting om sommeren. I mit indre billedunivers står det malet som var det i går. Mine barndomsminder hos min elskede farmor. Åh, hvor det fylder mig med taknemlighed, vemod og inderlighed over en svunden tid. Nu sidder hun på plejehjemmet og kan knap huske mig længere. Hun har nået den høje alder af snart 97 år og sidste gang jeg var forbi plejehjemmet troede hun, at jeg var en ansat. Se, det var meget trist selvom jeg godt vidste, at det ville gå den vej.

Nå, men det var de her rynkede tæer jeg kom fra. I morges da jeg var i bad opdagede jeg et nyt tegn på, at jeg var blevet ældre. Normalt er det de ekstra rynker, der er begyndt at dukke op ved munden og i øjenkrogene, der vidner om, at jeg ikke længere er 25, men nogle måneder godt derefter. Huden er blevet lidt slappere og ballerne knap så høje som de var engang. Det samme må tørt konstateres, når det drejer sig om forpartiet. 4 års amning har gjort sit.

Og så er der jo tæerne. De mærkelige gevandter som troligt bærer mig rundt i denne verden. For det meste er de gemt bag strømper og lukkede sko. Det er sjældent jeg bemærker dem for de giver sjældent vrøvl. De går og går. I dag bøjede jeg hovedet lidt nærmere for at inspirere neglenes tilstand. De bliver jo klippet ca. hver 6. uge. Det er det eneste tidspunkt vi har en god og tæt kontakt - tæerne og jeg. Og så var det jeg kom til at kigge på de små runde pølser. (Ja, de er runde og symmetriske i min familie og ikke lange og krogede). Der var det så jeg måtte jeg konstatere, at huden på mine mellemste tæer nu ligner alligatorskind. Tør, rynket, skællet og gammel. Hold da op mand, hvor går det bare alt for stærkt. Det var jo ligesom min farmors tæer i de træskoslipperne. Jeg fatter det ikke helt, at de er så gamle. Tæerne mine. Jeg synes jo stadig, at jeg er en ung kvinde inden i, men på den anden side, så må jeg konstatere, at tiden går og jeg langsomt har rykket op i sidste halvdel af 30´erne.

Ja, nu skal jeg dælme snart tage børn fra 1990´erne alvorligt. De er blevet voksne, har fået stemmeret og deres egne meninger og alt det der.

Min egen store skønne søn er startet i 5. klasse, har fået store fødder, brede skuldre og er netop stemt ind i elevrådet med overvældende flertal. Så er det jo, at jeg må konstatere, ja tiden går. Alt for stærkt og det er dælme bare om at nyde den kostbare og værdifulde tid. Gid jeg dog havde forstået den lektie for mange år siden. På den anden side - hvad kan jeg bruge det til. Nu er jeg alligevel her. Der er masser af dage i fremtiden. Dage med indhold, karakter og kærlighed.

Så jeg vil lade mine rynkede tæer bære mig videre ind i livet. Og huske hvordan det hele hænger sammen næste gang de trænger til at blive klippet

Konsekvenser

Jeg har talt med min ven. I timevis. Han er ulykkelig og rådvild. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Det piner mig så meget at se ham have det sådan. Jeg ved ikke hvad man stiller op. Jeg kan kun være der til at lytte og lytte og lytte. Jeg kan ikke hjælpe ham og det er den mest forfærdelige tilstand for et handlende menneske som jeg. Jeg vil så gerne hjælpe ham på vej. Jeg må erkende, at den hjælpende rolle også kan være stilstand og en accept af, at jeg ikke kan påvirke den situation, der udspiller sig for øjnene af mig. Jeg står udenfor og kigger ind i en relation, der er syg og vederstyggelig, men må smerteligt erkende, at det også er min vens eget ansvar at ændre det faktum, at han nu mange måneder har haft en kvinde, der ikke kan styre sig, men slår, sparker og fornedrer både verbalt og fysisk. Det sidder dybt i de fleste mænd, at man ikke slår på kvinder. Det gør det også hos min ven. Han holder og pacificerer hende, når hun går amok, men hvor er det forfærdeligt at høre om.

Det får mig til at tænke på konsekvenser. Alle de berettigede og uberettigede konsekvenser af handlinger og valg vi laver her i livet. Alle valg betyder fravalg af en uendelig konstellation af andre handlingsmuligheder. Isoleret betragtet er de objektive, men den enkelte persons subjektive vurderinger afgør om valget var godt eller dårligt.

Min ven valgte at gifte sig med sin kone. Det er hans valg og det er her, at venskaber skal vise deres værd. Jeg har så svært ved at se hvor dysfunktionelt det er endt op med at være, da jeg har haft nok af disse konstellationer i mit liv. Jeg syntes endelig, at jeg var nået til et punkt, hvor jeg havde lært at leve med min egne familiemæssige relationer i en konstellation, der tillod mig både at have dem i mit liv i en passende distance og samtidig leve godt og forstandigt. Men min ven er i nød. Det er ikke min virkelighed han lever i. Han er en lille del af den og jeg har valgt at udholde den smerte det gør ved mig at se ham sådan, da jeg holder så forfærdeligt meget af ham.

Og nu må jeg vist holde inde med de store tanker. Min hjerne koger i denne hede. Det er vist bare tid til at hente lidt koldt vand i køleskabet.

Når en relation er tæt på at briste

Er midlertidige tilstande altid endegyldige?

Er enkelte tilstande ikke tilbagevendende? Som et pendul i langsom svingning må jeg tørt konstatere, at der er enkelte tilstandes midlertidighed som kommer igen og igen.

En af dem er min angst for at miste. Miste relationer, der er nære og vigtige. Betydningsfulde og vigtige. Når familierelationerne er forholdsvis spinkle på min side af familien bliver nære venner ekstra vigtige.

Vi har en meget nær ven. Manden og jeg. En ven, Manden har kendt de sidste 20 år og som også er en af mine meget gode venner. Han er fadder til vores datter og har altid været med til alle fødselsdage, juletam tam, barnedåb og andre familiære fester. Han har været single i mange år og efterhånden som vi blev ældre håbede vi at han ville finde sig en pige og få de børn, som han selv begyndte brændende at ønske sig.

Han fandt så en sød kvinde - troede vi - for et par år siden. Hun er af anden etnisk herkomst, men vi mødte hende nogle gange og med lidt fælles hjælp, fagter og lidt dansk gik det nogenlunde. Hun mødte flere af vores venner og alt var tilsyneladende i perfekt orden.

Vi tog gruelig fejl skulle det senere vise sig.

De blev gift på rådhuset. Vi var med. Brylluppet blev fremskyndet da hun ellers ville skulle forlade landet. På daværende tidspunkt troede vi ikke, at det ville blive et problem, at man skal være gift i 7 år. Da troede vi, at ægteskabet da ville vare for evigt.

Vores ven tjener mange penge. Virkelig mange penge. Hun holdt op med at arbejde og lod sig forsørge for at gå hjemme og male billeder. For et halvt år siden flyttede de til en anden landsdel da hun ikke ville bo her i området p.g.a en gammel ekskæreste, der angiveligt skulle forfølge hende. Det troede vi blindt på. Det viste sig senere, at det var en løgn - som mange andre.

I starten af dette år faldt bomben. Det viste sig, at hun igennem længere tid havde løjet grusomt om alt muligt, brugt rigtigt mange af pengene, været ham utro med ekskæresten, slået ham mange gange og stået med den store kødkniv og truet med at begå selvmord. Det var ganske skrækkeligt at høre. Manden og børnene var på besøg hos ham og skulle overnatte da alt brast sammen. Hun tog hjem til ekskæresten og var sammen med ham og ville skilles. Hun blev vred på Manden og besluttede derefter, at hun ikke ville se os mere for nu kendte vi jo de dystre hemmeligheder.

Efterfølgende viste det sig, at hun heller ikke vil besøge hans forældre længere, ej heller en anden ven vi kender.
Vi havde besøg af ham alene i foråret. Han var dybt ulykkelig og der kom virkelig grimme sandheder på bordet, der afslørede en virkelig dysfunktionel og skadet personlighed p.g.a traumatiske oplevelser fra barndommen.

Hvorfor smider han hende ikke bare på porten? Ja, det har vi haft mange lange snakke om. Han er ikke overbevist om, at han elsker hende længere. Hun styrer det fuldstændigt og det er hjerteskærende at stå på sidelinjen og absolut intet kan gøre. Hun ryger ud af landet, hvis han ophæver ægteskabet og han vil ikke sende hende hjem til nogle forhold, hvor der ikke eksisterer ordentlig psykiatrisk behandling, men han forsøger at få etableret hjælp til hende her i Danmark.

Jeg græd da han tog afsted sidste gang. Jeg vidste, at der ville gå meget lang tid inden vi ville se ham igen. Jeg kunne mærke det i hver fiber af min krop. Angsten for at miste min bedste mandlige ven nogensinde. Det værste er, at det er udefrakommende forhold, jeg ikke kan styre og det gør, at jeg kan blive grebet af en følelsesmæssig panik, der er svær at styre og håndtere. Manden er lige så frustreret som jeg, men vi udtrykker det forskelligt.

Nu skal Manden og drengene så til området hvor de bor til august. Denne gang bliver de nødt til at booke et hotelværelse 400 m fra vores vens store lejlighed med mange rum. Jeg har sms´et meget med ham i dag. Hans kone er begyndt at få samtaler hos en psykolog, men det hjælper intet for han lader stadig hende styre om han skal lade sin bedste ven igennem mange år overnatte hos sig en enkelt nat.

Jeg er så ked af det. Kan mærke, at tårerne igen presser sig på. Hvorfor slår et andet menneske dog en de påstår at elske? Både med knytnæver, spark og instrumenter. Hvorfor opgiver et dejligt menneske sine egne brændende ønsker om at opnå at få en familie inden vi bliver for gamle for en kvinde han ikke engang kan sige, at han elsker?

Jeg kan være tilbøjelig og mene, at han er en vatarm. Sandheden er langt mere kompliceret end som så. Jeg forstår ham ikke. Forstår ikke den underdanighed og styring han lader sig dominere under. Hun vil ikke se hans familie, hans søster der netop er blevet mor.

Han vil altid være min ven, men først den dag han selv kan handle kan vi optage forbindelsen igen - tror jeg. Lige nu er relationen og det at være vidne til sådan en tragedie ikke til at udholde.