Sådan var det for mig som lille pige. Min elskede farmor, som repræsenterede en vis for normalitet og stabilitet, i min ellers knap så lykkelige barndom.
Jeg kan huske hendes skæve og rynkede tæer i et par træsko-slippers lignende ting om sommeren. I mit indre billedunivers står det malet som var det i går. Mine barndomsminder hos min elskede farmor. Åh, hvor det fylder mig med taknemlighed, vemod og inderlighed over en svunden tid. Nu sidder hun på plejehjemmet og kan knap huske mig længere. Hun har nået den høje alder af snart 97 år og sidste gang jeg var forbi plejehjemmet troede hun, at jeg var en ansat. Se, det var meget trist selvom jeg godt vidste, at det ville gå den vej.
Nå, men det var de her rynkede tæer jeg kom fra. I morges da jeg var i bad opdagede jeg et nyt tegn på, at jeg var blevet ældre. Normalt er det de ekstra rynker, der er begyndt at dukke op ved munden og i øjenkrogene, der vidner om, at jeg ikke længere er 25, men nogle måneder godt derefter. Huden er blevet lidt slappere og ballerne knap så høje som de var engang. Det samme må tørt konstateres, når det drejer sig om forpartiet. 4 års amning har gjort sit.
Og så er der jo tæerne. De mærkelige gevandter som troligt bærer mig rundt i denne verden. For det meste er de gemt bag strømper og lukkede sko. Det er sjældent jeg bemærker dem for de giver sjældent vrøvl. De går og går. I dag bøjede jeg hovedet lidt nærmere for at inspirere neglenes tilstand. De bliver jo klippet ca. hver 6. uge. Det er det eneste tidspunkt vi har en god og tæt kontakt - tæerne og jeg. Og så var det jeg kom til at kigge på de små runde pølser. (Ja, de er runde og symmetriske i min familie og ikke lange og krogede). Der var det så jeg måtte jeg konstatere, at huden på mine mellemste tæer nu ligner alligatorskind. Tør, rynket, skællet og gammel. Hold da op mand, hvor går det bare alt for stærkt. Det var jo ligesom min farmors tæer i de træskoslipperne. Jeg fatter det ikke helt, at de er så gamle. Tæerne mine. Jeg synes jo stadig, at jeg er en ung kvinde inden i, men på den anden side, så må jeg konstatere, at tiden går og jeg langsomt har rykket op i sidste halvdel af 30´erne.
Ja, nu skal jeg dælme snart tage børn fra 1990´erne alvorligt. De er blevet voksne, har fået stemmeret og deres egne meninger og alt det der.
Min egen store skønne søn er startet i 5. klasse, har fået store fødder, brede skuldre og er netop stemt ind i elevrådet med overvældende flertal. Så er det jo, at jeg må konstatere, ja tiden går. Alt for stærkt og det er dælme bare om at nyde den kostbare og værdifulde tid. Gid jeg dog havde forstået den lektie for mange år siden. På den anden side - hvad kan jeg bruge det til. Nu er jeg alligevel her. Der er masser af dage i fremtiden. Dage med indhold, karakter og kærlighed.
Så jeg vil lade mine rynkede tæer bære mig videre ind i livet. Og huske hvordan det hele hænger sammen næste gang de trænger til at blive klippet
Ingen kommentarer:
Send en kommentar