Ildebrand og fuld fart på livet

Udover en ubehagelig ildebrand så er livet ganske godt for tiden. Manden, ungerne og jeg trives. Sammen og hver for sig. Med det, der nu er fælles og eget liv. Min store dreng er teenager. Han er sløv og hurtig. Kærlig og glemsom. Irriterende og super klog.

Kroniske smerter - at leve med det

Jeg har igennem næsten 8 år haft kroniske smerter p.g.a et trafikuheld, hvor jeg brækkede lårben og knuste det meste af mit skinneben (tibia). Jeg er blevet opereret flere gange siden og har i lange perioder af mit liv haft kroniske smerter, der har krævet mentalt overskud at lære at leve med.

Sorg og ondt i ryggen

Av for den...Jeg har så mange smerter i nakken p.g.a et hold i nakken. Åh, hvor gør det ondt. Det er udløst her til morgen. Det summer, prikker, brænder i min ryg. Jeg har mest lyst til at melde mig syg, men jeg har bare så meget at se til, som ikke løser sig selv, hvis jeg er væk. Desværre. Nu er der bare ingen vej udenom. Jeg skal i gang med at træne igen.

Jeg gider ikke at strikke nu

I blogland er der utallige blogge med strik, syning, brodering og endnu mere strik. Strik i uldgarn, hvis navn jeg sjældent kan udtale eller kender. Store farvestrålende billeder af sweatre til store og små, små posebukser med biler eller lange blogindlæg med billeder af flæskestege, klidpinde, rodfrugter, oversavede appelsinbåde og alt muligt andet mundgodt.

Årgang O i dag

Det er tirsdag i januar. Det betyder, at der er dømt fjernsynstid i aften. Det er tid til årgang 0 som det har været de første 4 uger i januar siden serien startede.

Når livet overrasker voldsomt

Det er ved  at være nogle dage siden jeg mistede en veninde. http://mettesegenblog.blogspot.com/2010/12/at-miste-en-veninde.html Jeg er ved at komme mig lidt og kan mærke, at livet må gå videre. Jeg kan og vil ikke være veninder med nogen, der kan finde på at handle andre mennesker så dårligt. Jeg må erkende, at ingen kender dagen før solen er gået ned. Ligenu kredser mine tanker om, at min situationsfornemmelse må have taget grueligt fejl i forhold til min veninde.

At miste en veninde

Jeg har for nogle dage siden mistet en af mine veninder igennem 11 år. Jeg er stadig i chok og har ikke helt forstået omfanget af, hvad tabet betyder i det reelle tab. Ude i horisonten ved jeg, at jeg skal fortælle mine sønner, at de ikke længere kommer til fødselsdage, drengene kan ikke lave legeaftaler længere og jeg har mistet en person som jeg har fulgtes med de sidste 10 år. Vores børn er næsten lige gamle og har været gode venner siden de sad som spæde og badede i et fælles badekar som 1 1/2 årige.

Lider du af vinterdepression?

Jeg har igennem længere tid været lettere melankolsk i denne mørke tid. Jeg har ingen energi, kan sove 9 timer i døgnet, har en utrolig trang til chokolade og andet usundt, dårlig koncentration, manglende overskud og energi til livet og vejen. Jeg har været hos min læge i dag og han var, på baggrund af en grundig samtale med mig, ikke i tvivl om, at jeg er en af de mange kvinder, der hvert år rammes af en vinterdepression i takt med, at vejret er blevet mørkt, koldt og dybsort.

Min elskede gamle farmor

Jeg er udsat for noget særdeles mærkeligt og forunderligt i dag.


For første gang i mange år har jeg ikke været i nærheden af mine børn et helt døgn. Det kommer jeg først torsdag eftermiddag.

Alle børn er på efterårsferie hos min svigermor. Manden kørte dem på ferie hos deres elskede farmor i går. Jeg havde set frem til det øjeblik længe, da jeg trænger til lidt ro og fred. Ro til at prøve at tænke en tanke færdig. Ro til at skabe lidt overblik over det jeg mangler. Ro til at være nærværende for mig selv. Ro til at savne dem vildt og inderligt, når vi når tirsdag aften.

Jeg har pludselig masser af god tid. I dag har jeg besøgt min gamle farmor, der desværre er så senil, at hun nu ikke længere kan kende mig. Det er trist at blive så gammel uden at kunne huske livet længere. Hun var mit faste holdepunkt som barn midt i en kaotisk og urolig tid. De mange dybe og smukke rynker på hendes kind fortæller om et levet liv, der nu er så fjernt, at kun den fysiske skal er tilbage. Det er måske også godt nok for hende, men efterlader mig med vemod. I dag havde jeg tid til at tænke over de mange dejlige barndomsstunder i hendes hus. Hun er bedstemor fra den generation, hvor kvinderne levede for familien, så hun passede mig altid som barn, når jeg var syg, lavede risengrød til mig om morgenen, gav mig kærlighed og omsorg.

Nu er det kun mine erindringer der er tilbage. Mine oplevelser fra en svunden tid, der var præget af gode minder.

Jeg er lidt ked af, at hun ikke længere ikke kan huske mere, men hun dør lykkelig når tiden kommer. Jeg elskede hende højt som den kvinde hun var. Hun var kærlighed og tryghed i en barndom, der ellers ikke var.

Jeg elsker mine børn

I forlængelse af gårsdagens blogindlæg har jeg tænkt meget længe over det i dag. Hold fast, hvor jeg bare elsker de børn. De er jo et mirakel - ligesom alle børn er det for deres mødre. Jeg elsker dem bare så højt. Langt ind i hjertekulens inderste gange og huller. Helt derinde flyder kærligheden som blod i mine årer. Konstant, kontinuerligt og hele tiden. Der er ingen propper men blot flydende kærlighed til nogle fantastiske unger.

En smuk lille Mindstepige, der kom hjem i dag fra børnehaven. Malet som den yndigste sommerfugl i ansigtet. Koket spejlede hun sig foran spejlet og lavede de sjoveste grimasser. Tænk, at den vidunderlige skabning er min datter.

Min dejlige mellemste søn. Han har kæmpet så hårdt for at nå så langt som han er i dag. Han leger, klarer sig godt i skolen, samsynsproblemerne er ved at være på plads. Hans ven fra vejen skal sove hos os i morgen og alt er i bund og grund ved at køre på skinner. Tænk, at den dejlige dreng er min søn.

Min kloge og dejlige ældste søn. Min præ-teenager, der bliver voksen. Yder modstand på den rigtige måde. Sætter min tålmodighed på prøve med hans langsomme drøvsind. Den store dejlige dreng, der kommer hver aften og giver et godnatkys og knus og gerne vil have, at mor kommer og synger en godnatsang. Han når mig til næsen og er drøngod i skolen og til fodbold. Bliver større, selvstændig og får naturligt nok højere til loftet de næste år. Tænk, at den skønne søn er min.

De her børn! De driver en til vanvid, men husk altid at kærligheden er størst. Moderkærlighed som børn har svært ved at overleve foruden.

En mors kærlighed

Jeg har tænkt en del de sidste par dage. Tænkt på moderkærligheden. Den inderlige kærlighed jeg føler til mine børn. En mors kærlighed er i sit rene snit den mest ubetingede form for kærlighed der findes. Da jeg fik min første søn tænkte jeg tit på, at jeg uden at tøve ville bytte mit liv med hans, hvis det rent utopiske skulle ske en dag. Jeg ville uden at tøve et eneste sekund løbe ind i et brændende hus for at redde dem ud og frelse dem, hvis jeg kunne. Det ved jeg, at jeg ville gøre. Uden at tøve et eneste sekund og tanke for, hvilke skader det eventuelt kunne koste mig - i værste fald koste mig livet. Moderkærlighed er betingelsesløs og den mest rene form for kærlighed, der eksisterer - i mit begrebsunivers.

Da jeg blev mor blev jeg også inderligt bevidst om livets midlertidige tilstand. Vi er her kun en kort periode, et øjeblik og pist, så er vi væk igen. Af jord skal vi komme og til jord vil vi igen blive den dag vi dør. Er det ikke en mærkelig tanke? Hvis du nu lukker øjnene lige et kort øjeblik og forsøge at få erkendelsen frem af, at livet er en midlertidig tilstand. Hvad betyder det for dig? For mig er livets forgængelighed et begreb jeg først helt forstod, da jeg blev mor. Da var jeg ikke længere ung og den første i generationsrækken. Nu var jeg den næste i rækken og en ny generation var startet i min slægt. Først ældste søn, så mellemste søn og til slut Mindstepigen. For hver graviditet og fødsel blev jeg mere og mere bevidst om, at livet ikke ville vare for evigt. Jeg fik strækmærker, slatne ar og ændret krop som symboler på tidens tand. At blive mor for første gang var den største bevidsthedsudvidende oplevelse jeg nogensinde har oplevet. Nu var der et lille levende barn, der gik forud mine egne behov. Et lille menneske, der fuldstændig kontrollerede og dikterede hvornår jeg skulle sove, spise, gå i bad, på toilettet og bare tænke en tanke i ammetåens og træthedens tågede univers.

Pyhh, denne erkendelse var en mavepumper af dimensioner. Jeg blev fuldstændig rundforvirret af den erkendelse. De værste katastrofetanker meldte sig og jeg var overbevist om, at ingen kunne passe min lille baby bedre end Manden og jeg. Jeg blev dog hurtigt klogere, da jeg af mangel på søvn og risiko for udvikling af epilepsi blev nødt til at aflevere ham til overnatning hos min svigermor, da han ikke var ældre end 6 måneder. Det gik jo også meget godt og svigermors omsorg og kærlighed til børnene har fået mig til at elske hende igennem årene. Børn vokser og spirer og blomstrer jo flere, der elsker dem højt og inderligt.

Årene er gået. Med tiden og de mange faser og udviklinger vi har været igennem er moderkærligheden nu en del af min mangesidede personlighed. Jeg har været nogens mor i mange år og min identitet er nu så sammeflettet og integreret med at den del, at det ikke længere føles så overvældende. Manlærer jo at leve med det og udvikle den side. At være børnenes mor fylder mit hjerte med kærlighed, men også en flig af tanken om - gør jeg det nu godt nok? Der er løbende og konstant hårdt arbejde, der skal gøres i forhold til at overveje alle de dilemmaer, udfordringer og opgaver livet som mor til 3 stiller mig overfor på daglig basis. Jeg har ingen hensigtsmæssige automatiserede indlærte erfaringer ud i mor-rollen fra min barndom jeg kan trække på. Mon ikke det er en del af bagagen, når barndommen var af den traumatiske slags? Der er ikke nogen erfaringer vi kan bruge. Vi må konstant forsøge at finde nye veje.

En mors kærlighed kan have mange dimensioner. Dette var blot én af dem.

"Moar.....Moooaarrr......MOOARR.....MMMMMOOOAARRR!!"

Jaaahhhh, får jeg lyst til at brøle tilbage til en ophidset Mindstepige, der ikke lige kan få vand HER og NU i mens moren sidder på toilettet og forsøger desperat at blive færdig med sit forehavende, der godt kan tage lidt tid og kræfter i min alder. Det resulterer øjeblikkeligt i fysisk stress i mit hårde arbejde og lukkemusklen smækker sig fornærmet sammen. (Ja, ja beklager sarte læsere, men det var nu sådan det var og det var ikke spor fedt, når man sidder her for første gang og bare gerne vil have lidt tid til sit daglige forehavende, ikk´)

Vi havde en skøn dag i Djurs sommerland i går sammen med nogle gode venner vi ikke havde set siden foråret, så det var dælme tiltrængt. Vejret var godt og alt det der. Piraten var i perioder lukket p.g.a tekniske fejl, men derfor var der jo ikke grund til panik vel? Ældste søn og jeg fik da en herlig tur på 55 sekunder efter 45 minutters ventetid. Ja, jeg har også spekuleret over om vi bare var for dumme, men på den anden side er sådan 45 minutters pause et ganske godt tidspunkt lige at få vendt lidt med ældste søn, der i høj grad er blevet en præ-teenager. Han er begyndt at lugte af sved og skal dagligt mindes om at brug den deodorant der er indkøbt til formålet. Han er langsom, fraværende, knaldhamrende dygtig i skolen og på fodboldbanen og en skøn storebror, så alt i alt går det vel meget godt? Han fylder mentalt bare meget med sit rod, sin laaannnngssooomhed og alt det der.

Vi prøvede da også at sidde fast i Ørnen. Hvis du nogensinde har prøvet den så ved du, at det er sådan en høj maskine, hvor man bliver spændt fast og kørt op i 15 meters højde og kastet frem og tilbage. Da vi var kommet højt op 15 meters højde knagede og bragede det lidt for meget og da vi hænger i en særdeles ubekvem stilling går skidtet i stå og en automatiseret stemme siger, at der er sket et teknisk uheld. Først tror vi, at der er tale en joke. Sådan for at spice det hele lidt op. Stemningen, energien og troen på lidt sjov. Men nej. Minutterne går og jeg forstår efterhånden, at der ikke er tale om et teknisk uheld. Jeg bliver urolig, sveden springer frem og jeg ser lige hele dødscenariet for mig. (Nej, skat jeg kan ikke lide en trækiste, tak) og jeg er dødnervøs. Endelig kommer vi ned. Skroget knager og brager gevaldigt. Pokkers. Mit adrenalinniveau er da højt og jeg er lykkelig da vi rammer jorden igen.

Og for lidt siden kunne jeg ikke gøre mit forehavende færdig på toilettet. Nu er min ringmuskel ikke fornærmet længere og jeg må vist optage det jeg ikke nåede før.

Glædelig og regnfuld søndag

Rynkede tæer er et tegn på alderdom

Sådan var det for mig som lille pige. Min elskede farmor, som repræsenterede en vis for normalitet og stabilitet, i min ellers knap så lykkelige barndom.


Jeg kan huske hendes skæve og rynkede tæer i et par træsko-slippers lignende ting om sommeren. I mit indre billedunivers står det malet som var det i går. Mine barndomsminder hos min elskede farmor. Åh, hvor det fylder mig med taknemlighed, vemod og inderlighed over en svunden tid. Nu sidder hun på plejehjemmet og kan knap huske mig længere. Hun har nået den høje alder af snart 97 år og sidste gang jeg var forbi plejehjemmet troede hun, at jeg var en ansat. Se, det var meget trist selvom jeg godt vidste, at det ville gå den vej.

Nå, men det var de her rynkede tæer jeg kom fra. I morges da jeg var i bad opdagede jeg et nyt tegn på, at jeg var blevet ældre. Normalt er det de ekstra rynker, der er begyndt at dukke op ved munden og i øjenkrogene, der vidner om, at jeg ikke længere er 25, men nogle måneder godt derefter. Huden er blevet lidt slappere og ballerne knap så høje som de var engang. Det samme må tørt konstateres, når det drejer sig om forpartiet. 4 års amning har gjort sit.

Og så er der jo tæerne. De mærkelige gevandter som troligt bærer mig rundt i denne verden. For det meste er de gemt bag strømper og lukkede sko. Det er sjældent jeg bemærker dem for de giver sjældent vrøvl. De går og går. I dag bøjede jeg hovedet lidt nærmere for at inspirere neglenes tilstand. De bliver jo klippet ca. hver 6. uge. Det er det eneste tidspunkt vi har en god og tæt kontakt - tæerne og jeg. Og så var det jeg kom til at kigge på de små runde pølser. (Ja, de er runde og symmetriske i min familie og ikke lange og krogede). Der var det så jeg måtte jeg konstatere, at huden på mine mellemste tæer nu ligner alligatorskind. Tør, rynket, skællet og gammel. Hold da op mand, hvor går det bare alt for stærkt. Det var jo ligesom min farmors tæer i de træskoslipperne. Jeg fatter det ikke helt, at de er så gamle. Tæerne mine. Jeg synes jo stadig, at jeg er en ung kvinde inden i, men på den anden side, så må jeg konstatere, at tiden går og jeg langsomt har rykket op i sidste halvdel af 30´erne.

Ja, nu skal jeg dælme snart tage børn fra 1990´erne alvorligt. De er blevet voksne, har fået stemmeret og deres egne meninger og alt det der.

Min egen store skønne søn er startet i 5. klasse, har fået store fødder, brede skuldre og er netop stemt ind i elevrådet med overvældende flertal. Så er det jo, at jeg må konstatere, ja tiden går. Alt for stærkt og det er dælme bare om at nyde den kostbare og værdifulde tid. Gid jeg dog havde forstået den lektie for mange år siden. På den anden side - hvad kan jeg bruge det til. Nu er jeg alligevel her. Der er masser af dage i fremtiden. Dage med indhold, karakter og kærlighed.

Så jeg vil lade mine rynkede tæer bære mig videre ind i livet. Og huske hvordan det hele hænger sammen næste gang de trænger til at blive klippet

Har jeg mistet mig selv

Jeg har tænkt over det de sidste dage. Hvornår mistede jeg mig selv? Har jeg mistet mig selv? Hvad er det egentligt at miste sig selv?


Kringlede og gådefulde og ekstensielle spørgsmål som jeg ikke helt kan forstå eller finde svaret på.

Jeg har været i gang hele ugen. Stå op kl. 6.00, lave kaffe, gå i bad, smøre madpakker, vække børn, kysse børn, haste videre, finde tøj til Mindstepigen, sætte en tøjvask over, få lidt stress over, at begge sønner er langsomme til at komme i tøjet fordi de også skal op i "gear igen, tage cyklen på arbejde, komme lidt for sent, hurra for fleksen. Tænde computer, arbejde, udveksle faglighed, idéer, besøg ude af huset, besøg af borgere, frokost, kaffe, lidt vand, drøne hjem på cyklen, hente trætte drenge. Komme hjem, kysse Mand, snakke lidt, drikke lidt kaffe, lave aftensmad, tømme opvasker, sætte morgendagens vask til tørre, måske snakke lidt med en veninde, snakke lidt med Manden igen hen over opvaskeren, der igen skal tømmes. Når lige at mærke en snert af dårlig samvittighed over, at jeg ikke kom til træning - igen, igen.

Så nu sidder jeg her en sen aften. Manden er gået i seng. Jeg prøver at tænke de filosofiske tanker færdige, men jeg er simpelthen bare så stagende træt. Det har været så hårdt at komme i gang igen efter sommerferien. Der er så meget jeg gerne vil sige, gøre, huske og gøre fremover. Lige nu er jeg bare så træt.

Og lidt nervøs for min nakke. Den har gjort ondt nu i 3 uger med et mærkeligt hold i den ene side, så jeg kan ikke hagen ind mod halsen.

Derfor ved du ikke hvem jeg er

Jeg havde en god diskussion med nogle kolleger i dag om at blogge. Der var både den ældre og yngre generation repræsenteret. Så begrebet blogging skulle først introduceres og siden hen uddybes. I frokostpausen fandt vi kort nogle blogs på Google - primært om børn. Der er mange skønne blogs om børn, at I bare lige ved det...

Det var så ikke helt det vi kom til at diskutere. Jeg fortalte dem ikke om min egen blog. Det gjorde jeg ikke fordi jeg ønsker en vis form for frihed til at "kunne være mig selv" på Nettet selvom jeg godt ved, at det på et tidspunkt ikke længere vil være muligt. Det må jeg så forholde mig til på dette tidspunkt. Jeg har nemlig ikke lyst til at komme frem "af skabet" hverken med mit fulde navn, min familie, min stilling (selvom det sikkert kan læses mellem linjerne i flere af mine indlæg), da jeg også debatterer meget personlige emner, som jeg af rent etiske grunde ikke ville kunne, hvis alle og enhver kunne læse om min fulde identitet. Der går jo ikke mange sekunder før det er indekseret i Googles tidsmaskine, hvor det så kan stå og rumle de næste tusinder af år.

Der er enkelte af mine veninder, der læser med her. I ved selv, hvem I er, men jeg I ved også, at jeg er en person, der kalde en spade for en spade, så det er såmænd ikke fordi jeg er konfliktsky - nærmere tvært i mod. Jeg skriver til tider om min meget belastende nære relation i form af min mor, der er meget syg og har været det i alt for lang tid. Det har haft store personlige omkostninger at være nær pårørende til en terminalsyg person igennem flere år. Det drejer sig om relation, der aldrig har været god og nærværende og her i livets sidste kapitler er det heller ikke blevet bedre. Det kan til tider blive særdeles belastende at være i, så jeg har brug for at kunne "skrige og brokke" mig uden hæmninger.

Jeg vil derfor være hemmelig så længe jeg kan, hvis jeg kan?