At miste en veninde

Jeg har for nogle dage siden mistet en af mine veninder igennem 11 år. Jeg er stadig i chok og har ikke helt forstået omfanget af, hvad tabet betyder i det reelle tab. Ude i horisonten ved jeg, at jeg skal fortælle mine sønner, at de ikke længere kommer til fødselsdage, drengene kan ikke lave legeaftaler længere og jeg har mistet en person som jeg har fulgtes med de sidste 10 år. Vores børn er næsten lige gamle og har været gode venner siden de sad som spæde og badede i et fælles badekar som 1 1/2 årige.

Jeg er vred af det. Rasende. Ked af det. Forstår ikke en dyt. Det er ikke let at blive ringet op 2 dage før juleaften, hvor min mor endnu engang lå på intensiv og uden varsel at at få at vide, at hun ikke længere ønsker kontakt. Grunden var, at jeg var for givende en veninde i forhold til hvad hun kan give tilbage, da hun arbejder meget, hun bliver stresset af at blive inviteret til fødselsdage og andet. For mindre end 3 uger siden sad hun i min stue sammen med sin mand, snakkede om jul, inviterede drengene på overnatning og drak min kaffe og spiste mine boller.

I samtalen sagde jeg ikke så meget. Hun ringede op d. 22. december og sagde, at hun havde brug for en pause i vores venskab. Jeg husker ikke så meget mere af samtalen, andet end nogle fraser om, at hun "havde et stort netværk" og måtte sortere nogle fra for ikke at blive stresset. Hun fablede om at være etisk, men hvad etisk er der i at ringe op til en anden person og sige dette i stedet for at snakke ansigt til ansigt. Da jeg spurgte til om hun havde valgt at sortere andre fra ønskede hun ikke at svare, så jeg går ud fra, at det havde hun ikke. Havde hun haft bare lidt etik havde hun ikke gjort det 2 dage før jul og heller ikke, når min mor for 3. jul i træk har det dårligt. Måske er der aldrig et rette tidspunkt, men der er måder og hensyn man bør tage til et andet menneske, som man har fulgt i over 10 år.

Vores relation har ofte handlet om hendes behov, men da mine børn har haft så mangeårige og lange venskaber med hendes dejlige børn, som jeg jo også er kommet til at holde af, så er det ikke let. Den fælles historie er vævet ind i fælles historier og mange minder om grillaftener i sommerdagene, ture i sommerhuse og mange, mange aftener sammen. Jeg er simpelthen så ked af det, men har alligevel formået at have en god jul med børnene. Det er nok først nu, at det går helt op for mig, hvad der egentligt er sket. Jeg forstår ikke, at mennesker kan være så selviske og totalt ligeglade.

Jeg vil i de næste par uger skrive nogle af mine betragtninger ned i forhold til hvad man kan og bør gøre, hvis man oplever, at en venskab er på vej ud på et sidespor. Der er en grænse for etik og dynamik i processen som vi bør respektere fordi det i vores alder kan være svært at etablere nye venskaber, der har samme dybde og fortrolighed.

Det er svært. Klumpen i halsen og maven er stor. Der er trillet et par tårer. Det er ikke let.