Ferie i London

Jeg har lige været 5 dage i London sammen med en god veninde. Det er skønt at komme afsted sammen med et menneske jeg har kendt i 17 år for så kan vi rejse i samme rytme med variende tempo. Fokus var at holde fri sammen og London blev feriemålet - nærmest ved en tilfældighed. Men hvilken tilfældighed. Vi har haft en fantastisk ferie i London sammen.

Når livet overrasker voldsomt

Det er ved  at være nogle dage siden jeg mistede en veninde. http://mettesegenblog.blogspot.com/2010/12/at-miste-en-veninde.html Jeg er ved at komme mig lidt og kan mærke, at livet må gå videre. Jeg kan og vil ikke være veninder med nogen, der kan finde på at handle andre mennesker så dårligt. Jeg må erkende, at ingen kender dagen før solen er gået ned. Ligenu kredser mine tanker om, at min situationsfornemmelse må have taget grueligt fejl i forhold til min veninde.

At miste en veninde

Jeg har for nogle dage siden mistet en af mine veninder igennem 11 år. Jeg er stadig i chok og har ikke helt forstået omfanget af, hvad tabet betyder i det reelle tab. Ude i horisonten ved jeg, at jeg skal fortælle mine sønner, at de ikke længere kommer til fødselsdage, drengene kan ikke lave legeaftaler længere og jeg har mistet en person som jeg har fulgtes med de sidste 10 år. Vores børn er næsten lige gamle og har været gode venner siden de sad som spæde og badede i et fælles badekar som 1 1/2 årige.

Konsekvenser

Jeg har talt med min ven. I timevis. Han er ulykkelig og rådvild. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Det piner mig så meget at se ham have det sådan. Jeg ved ikke hvad man stiller op. Jeg kan kun være der til at lytte og lytte og lytte. Jeg kan ikke hjælpe ham og det er den mest forfærdelige tilstand for et handlende menneske som jeg. Jeg vil så gerne hjælpe ham på vej. Jeg må erkende, at den hjælpende rolle også kan være stilstand og en accept af, at jeg ikke kan påvirke den situation, der udspiller sig for øjnene af mig. Jeg står udenfor og kigger ind i en relation, der er syg og vederstyggelig, men må smerteligt erkende, at det også er min vens eget ansvar at ændre det faktum, at han nu mange måneder har haft en kvinde, der ikke kan styre sig, men slår, sparker og fornedrer både verbalt og fysisk. Det sidder dybt i de fleste mænd, at man ikke slår på kvinder. Det gør det også hos min ven. Han holder og pacificerer hende, når hun går amok, men hvor er det forfærdeligt at høre om.

Det får mig til at tænke på konsekvenser. Alle de berettigede og uberettigede konsekvenser af handlinger og valg vi laver her i livet. Alle valg betyder fravalg af en uendelig konstellation af andre handlingsmuligheder. Isoleret betragtet er de objektive, men den enkelte persons subjektive vurderinger afgør om valget var godt eller dårligt.

Min ven valgte at gifte sig med sin kone. Det er hans valg og det er her, at venskaber skal vise deres værd. Jeg har så svært ved at se hvor dysfunktionelt det er endt op med at være, da jeg har haft nok af disse konstellationer i mit liv. Jeg syntes endelig, at jeg var nået til et punkt, hvor jeg havde lært at leve med min egne familiemæssige relationer i en konstellation, der tillod mig både at have dem i mit liv i en passende distance og samtidig leve godt og forstandigt. Men min ven er i nød. Det er ikke min virkelighed han lever i. Han er en lille del af den og jeg har valgt at udholde den smerte det gør ved mig at se ham sådan, da jeg holder så forfærdeligt meget af ham.

Og nu må jeg vist holde inde med de store tanker. Min hjerne koger i denne hede. Det er vist bare tid til at hente lidt koldt vand i køleskabet.

Når en relation er tæt på at briste

Er midlertidige tilstande altid endegyldige?

Er enkelte tilstande ikke tilbagevendende? Som et pendul i langsom svingning må jeg tørt konstatere, at der er enkelte tilstandes midlertidighed som kommer igen og igen.

En af dem er min angst for at miste. Miste relationer, der er nære og vigtige. Betydningsfulde og vigtige. Når familierelationerne er forholdsvis spinkle på min side af familien bliver nære venner ekstra vigtige.

Vi har en meget nær ven. Manden og jeg. En ven, Manden har kendt de sidste 20 år og som også er en af mine meget gode venner. Han er fadder til vores datter og har altid været med til alle fødselsdage, juletam tam, barnedåb og andre familiære fester. Han har været single i mange år og efterhånden som vi blev ældre håbede vi at han ville finde sig en pige og få de børn, som han selv begyndte brændende at ønske sig.

Han fandt så en sød kvinde - troede vi - for et par år siden. Hun er af anden etnisk herkomst, men vi mødte hende nogle gange og med lidt fælles hjælp, fagter og lidt dansk gik det nogenlunde. Hun mødte flere af vores venner og alt var tilsyneladende i perfekt orden.

Vi tog gruelig fejl skulle det senere vise sig.

De blev gift på rådhuset. Vi var med. Brylluppet blev fremskyndet da hun ellers ville skulle forlade landet. På daværende tidspunkt troede vi ikke, at det ville blive et problem, at man skal være gift i 7 år. Da troede vi, at ægteskabet da ville vare for evigt.

Vores ven tjener mange penge. Virkelig mange penge. Hun holdt op med at arbejde og lod sig forsørge for at gå hjemme og male billeder. For et halvt år siden flyttede de til en anden landsdel da hun ikke ville bo her i området p.g.a en gammel ekskæreste, der angiveligt skulle forfølge hende. Det troede vi blindt på. Det viste sig senere, at det var en løgn - som mange andre.

I starten af dette år faldt bomben. Det viste sig, at hun igennem længere tid havde løjet grusomt om alt muligt, brugt rigtigt mange af pengene, været ham utro med ekskæresten, slået ham mange gange og stået med den store kødkniv og truet med at begå selvmord. Det var ganske skrækkeligt at høre. Manden og børnene var på besøg hos ham og skulle overnatte da alt brast sammen. Hun tog hjem til ekskæresten og var sammen med ham og ville skilles. Hun blev vred på Manden og besluttede derefter, at hun ikke ville se os mere for nu kendte vi jo de dystre hemmeligheder.

Efterfølgende viste det sig, at hun heller ikke vil besøge hans forældre længere, ej heller en anden ven vi kender.
Vi havde besøg af ham alene i foråret. Han var dybt ulykkelig og der kom virkelig grimme sandheder på bordet, der afslørede en virkelig dysfunktionel og skadet personlighed p.g.a traumatiske oplevelser fra barndommen.

Hvorfor smider han hende ikke bare på porten? Ja, det har vi haft mange lange snakke om. Han er ikke overbevist om, at han elsker hende længere. Hun styrer det fuldstændigt og det er hjerteskærende at stå på sidelinjen og absolut intet kan gøre. Hun ryger ud af landet, hvis han ophæver ægteskabet og han vil ikke sende hende hjem til nogle forhold, hvor der ikke eksisterer ordentlig psykiatrisk behandling, men han forsøger at få etableret hjælp til hende her i Danmark.

Jeg græd da han tog afsted sidste gang. Jeg vidste, at der ville gå meget lang tid inden vi ville se ham igen. Jeg kunne mærke det i hver fiber af min krop. Angsten for at miste min bedste mandlige ven nogensinde. Det værste er, at det er udefrakommende forhold, jeg ikke kan styre og det gør, at jeg kan blive grebet af en følelsesmæssig panik, der er svær at styre og håndtere. Manden er lige så frustreret som jeg, men vi udtrykker det forskelligt.

Nu skal Manden og drengene så til området hvor de bor til august. Denne gang bliver de nødt til at booke et hotelværelse 400 m fra vores vens store lejlighed med mange rum. Jeg har sms´et meget med ham i dag. Hans kone er begyndt at få samtaler hos en psykolog, men det hjælper intet for han lader stadig hende styre om han skal lade sin bedste ven igennem mange år overnatte hos sig en enkelt nat.

Jeg er så ked af det. Kan mærke, at tårerne igen presser sig på. Hvorfor slår et andet menneske dog en de påstår at elske? Både med knytnæver, spark og instrumenter. Hvorfor opgiver et dejligt menneske sine egne brændende ønsker om at opnå at få en familie inden vi bliver for gamle for en kvinde han ikke engang kan sige, at han elsker?

Jeg kan være tilbøjelig og mene, at han er en vatarm. Sandheden er langt mere kompliceret end som så. Jeg forstår ham ikke. Forstår ikke den underdanighed og styring han lader sig dominere under. Hun vil ikke se hans familie, hans søster der netop er blevet mor.

Han vil altid være min ven, men først den dag han selv kan handle kan vi optage forbindelsen igen - tror jeg. Lige nu er relationen og det at være vidne til sådan en tragedie ikke til at udholde.