Ildebrand og fuld fart på livet

Udover en ubehagelig ildebrand så er livet ganske godt for tiden. Manden, ungerne og jeg trives. Sammen og hver for sig. Med det, der nu er fælles og eget liv. Min store dreng er teenager. Han er sløv og hurtig. Kærlig og glemsom. Irriterende og super klog.

Når livet overrasker voldsomt

Det er ved  at være nogle dage siden jeg mistede en veninde. http://mettesegenblog.blogspot.com/2010/12/at-miste-en-veninde.html Jeg er ved at komme mig lidt og kan mærke, at livet må gå videre. Jeg kan og vil ikke være veninder med nogen, der kan finde på at handle andre mennesker så dårligt. Jeg må erkende, at ingen kender dagen før solen er gået ned. Ligenu kredser mine tanker om, at min situationsfornemmelse må have taget grueligt fejl i forhold til min veninde.

Små egoistiske møgunger - føljeton

I aftes fik jeg en lang mail fra forældrene til den dreng, der altid får lov til at styre sine egne valg og lyster fuldstændigt i forhold til at ville lave legeaftaler uden hensyn til andre børns følelser i det spil.

Ja, der er mange følelser på spil, når det drejer sig om vores børn og deres trivsel blandt kammerater og venner. Det drejer sig om følelser, tab og afvisning. Min opgave er at være skarp i observationen på, hvad der er mine følelser af gammel sorg i forbindelse med afvisning - og hvad der er reelle følelser af at være uretfærdigt behandlet på min søns vegne. Jeg prøver at tage udgangspunkt i de følelser han udtrykker og hjælpe ham med at handle på disse så han senere vil kunne håndtere disse situationer på egen hånd baseret på nogle forhåbentlige positive erfaringer vi lærer ham i forbindelse med sådan en episode.

Nå, men tilbage til mailen. Mailen var skrevet i et høfligt, reflekterende og venlig tone. De var glade for, at vi gik til dem med problemet og roste os for at være modige. Det ved jeg så ikke om det var så modigt, men det var vel det eneste rette sted at henvende sig, da det jo er deres dreng problemet er centreret omkring.

De skrev, at de havde snakket med drengen om hvad det gør ved andre, hvis man aflyser i utide. Brevets indhold er præget af, at det er forældre med andre holdninger til hvordan sådanne konflikter skal løses, da de fortsat mener, at det er vigtigt, at deres dreng har lyst i øjeblikket og at der ikke skal gennemføres en legeaftale, hvis drengen udtrykker, at han ikke har lyst alligevel. Jeg kan godt forstå argumentationen bag deres holdning, men jeg er ikke enig. Denne tidstypiske tendens til selvcentrering omkring at have et snævert perspektiv omkring MIT barn opponerer jeg kraftigt imod baseret på min grundholdning om, at mennesket er et flokdyr og har brug for flokken for at kunne overleve. Ja, hvad har det lige med legeaftaler at gøre, tænker du måske...!

Det har den sammenhæng, at lader vi et rationelt fokus være centreret om denne tidstypiske egoisme, hvor vi kun har fokus på VORES barns lyst, trivsel og holdninger går vi basalt i mod det biologiske faktum, at vi er et flokdyr og har brug for at kunne trives sammen for at alle trives i en børnegruppe. Det kan være en udfordring af dimensioner, men jeg mener, at vi må gå ind i den opgave som forælder for at hjælpe vores børn til at agere og tage hånd om de børn, der af forskellige årsager "hænger i periferien" af en flok. Er der tale om børn der har så behandlingskrævende lidelser, at en styret og effektiv indsats i form af støtte/kontaktpersoner er nødvendige bør disse inddrages. Min tese er, at det er muligt at lære børn selvstændighed og være dygtige til at udtrykke egne behov samtidigt med at de skal fungere i en gruppe som kollektive børn. Disse poler behøver ikke være hinandens modsætninger.

Mailen var klart et forsøg på at komme os i møde og det vil jeg gerne tage til mig og drengen har nu åbenbart selv foreslået at de skal lege engang i næste uge, hvor forældrene har tænkt sig at holde ham fast i aftalen. Det formoder jeg siden de selv skriver til os om en legeaftale. Jeg skal lige bruge lidt tid på reflektere her i weekenden sammen med Manden over, hvad der skal ske - inden vi gør noget igen.

Jeg vil prøve at få skrevet et indlæg i weekenden om kollektive/selvstændige børn og hvordan jeg ser det som muligt at integrere disse, så der i en børneflok kan tages hensyn til både det enkelte barn og hele børnegruppens trivsel.

Øv, hvor er jeg bare træt af små egoistiske og forkælede møgunger

der får lov til at behandle andre som det behager dem, når det går ud over min dejlige og følsomme knægt.

Ja, ja jeg kan godt høre, hvordan det lyder. Min søn kan også være irriterende, men vi har altid lagt vægt på, at han skal behandle sine klassekammerater ordentligt og det gør han også!

Der har været flere episoder med denne dreng, der i bund og grund er meget sød, men utroligt forkælet og får lyst til at gøre lige hvad han lyster i forhold til kammerater og venner.

Han har flere gange spurgt min søn om han ville lave en legeaftaler for derefter at trække i land få timer senere, hvor han fortæller sine forældre, at han ikke har lyst til at lege.

Der har lige været en episode igen! Det er simpelthen bare ikke i orden og jeg er bare så rasende, ked af det og gal på min søns vegne, da jeg ved, at han bliver ked af det - IGEN, når jeg i morgen tidlig skal fortælle ham, at der ikke bliver en legeaftale.

Nu har jeg skrevet en pæn sms til moderen om, at jeg venligst beder om, at deres dreng ikke spørger min dreng om en legeaftale, når han ikke er parat til at opfylde sin del af aftalen.

Han skal ikke spørge min dreng om han vil lege, hvis ikke han vil! Færdig! Basta.

Øv. Godnat.

Skal skolebørn have legeaftaler

Familien er gået i seng. Mindstepigen er afhentet i børnehave med høj feber og mine drenge er kommet hjem fra lejr. Manden er gået i seng med ørepine og jeg har god tid til at sidde her og fundere.

Min mellemste søn er landet i en klasse med meget forskellige børn. Der er flere drenge med støtte af forskellige årsager. Et barn har ADHD, et andet har en opmærksomhedsforstyrrelse, en tredje har et andet fysisk handicap og andre igen er bare ualmindeligt dårligt opdraget og har svært ved at forstå andre børns grænser. Klasselæreren er dog en robust én af slagsen og har formået at have et højt fagligt niveau i klassen, da der er relevante støttepersoner i forhold til de børn, der har brug for en ekstra indsats.

På nogle områder passer min dreng ikke ind i klassen og alligevel udtrykker han, at han trives og er glad. Han er generelt en glad dreng og de sansemotoriske og samsynsmæssige problematikker er nu så minimale, at det ikke har den store indflydelse på hans generelle trivsel længere. Han er efterhånden kommet i 2. klasse og har ikke nogen bedste ven i klassen. Han har til gengæld et par gode venner i klassen som han sommetider leger med i fritiden. Det bliver vel til 2-3 månedlige legeaftaler. Her i 2. klasse går han nu til spejder og svømning og er meget glad for det.

Han har 2 gode jævnaldrende venner på vejen, som han ikke går i skole med. Hans bedste ven - i følge ham selv - er en dreng fra Mandens og mins nære vennekreds. De har kendt hinanden siden de blev født, men ser kun hinanden 2-4 gange årligt. Desuden er han allerede nu ved at bygge nogle spæde venskaber op hos spejder.

Alligevel tænker jeg meget over, at det ikke er mange legeaftaler han har i fritiden. Jeg ved godt, at jeg skal tage udgangspunkt i, hvad han udtrykker af behov. Det forsøger jeg at gøre, men alligevel så nager det mig lidt set i forhold til hvor betydningsfuldt det er at kunne agere socialt med mange forskellige mennesker i nutidens komplekse samfund, hvor indlevende sociale kompetencer er arnestedet for succes på både det personlige og arbejdsmæssige plan.

Ja, ja, rolig nu Mette. Din knægt er kun 8 år og har nået langt i løbet af bare de sidste 2 år, men alligevel tænker jeg over det. Jeg vil så nødigt at han ender som en enspænder uden ret mange sociale kontakter. Jeg ved ikke hvorfor jeg bekymrer mig så meget til tider og ville ønske jeg kunne slappe lidt af omkring det og hvile i det faktum, at min mellemste søn har et andet behov for social kontakt med andre mennesker end både min ældste søn og Mindstepigen, der modnes, trives og udvikles i tæt kontakt med mange forskellige mennesker i mangfoldige relationssammenhænge. De er sociale magneter og trives i kontakten med andre. Det gør min mellemste søn også, men ofte tænker han slet ikke på at lave legeaftaler og får ikke spurgt af sig selv. Når jeg spørger ham siger han ofte, at han ikke lige tænkte på det.

Jeg ved ikke om 2-3 månedlige legeaftaler er for lidt ved siden af legene med nabodrengene, vores egne sociale sammenkomster og fritidsaktiviteterne? Min søn får meget sjældent nej, hvis han spørger sine venner, men ofte er det os, der tager initiativerne med at ringe eller sende en sms om forslag til en legeaftale. Jeg har tænkt meget over hvorfor, men måske skal jeg bare lade være med det også tage tingene som de kommer.

Jeg vil jo bare så gerne, at han trives og har det godt i skolen og sfo´en og så selvom klassen på mange måder er ret uhomogen og med mange forskellige behov. Jeg har bare dette helt specielle bløde og bekymrende punkt for ham da han har haft sine vanskeligheder og til stadighed har en anden og dybere følsomhed, der kan gøre livet mere kompliceret.

Måske er legeaftaler bare slet ikke den gyldne kilde og inspiration til gode sociale kompetencer som både de rigtige meningsdannelser og jeg tillægger dem.

Tænk, hvis jeg tager fejl?

Hold kæft, det var op ad bakke

at komme i gang med skoleåret igen. Det var bare en hård mental omgang at få hverdagens gøremål tilpasset sig det faktum, at skoleåret nu er startet for fulde omdrejninger.

Det har været hårdt og kostet meget på energikontoen - både for mellemste søn og jeg som hans mor.

Der har været mange bekymringer fra min side. Nogle har været reelle og andre uden grund. Jeg var slået noget ud af fodboldseancen og mit hjerte har slået et par slag ekstra af bekymring andre dage jeg har hentet ham, men helt uden grund. Han er nu ved at vænne sig til, at han har flyttet klasseværelse, der er tilknyttet ny sfo pædagog (en virkelig elendig og dårlig én af slagsen) og der er et par dage, som er blevet længere med flere timer.

I går var mellemste søn til spejder første gang. Han glædede sig rigtigt meget og da jeg hentede ham i sfo så han træt ud, men udtrykte oprigtig forventning til at starte til spejder. Det var helt sikkert noget han så frem til. Jeg kom tilfældigt til at snakke med en af pigerne i klassen og det viser sig, at hun muligvis også skal gå til spejder samme sted, så det var jo spændende at se. Jeg håber, at vi får nogle flere kontakter i lokalområdet ved at vi også engagerer os som forældre og dermed kan være med til at skabe flere relationer, der ikke inkluderer fodbold, men andre emner, der har mellemste søns interesse. Det havde været sådan en god oplevelse. Mellemste søns far og min mand havde været sammen dernede. Det viste sig, at der også skulle starte en dreng som mellemste søn udmærket kender fra sin børnehave og som bor i nærheden. De har allerede talt om at lave en legeaftale. Det er faktisk storebroderen til min datters bedste veninde i børnehaven, så det er jo et pudsigt sammenfald. De havde spillet levende stratego i en nærliggende park og mellemste søn kom glad og træt hjem og proklamerede, at han glædede sig til at komme til spejder næste gang.

I dag er mellemste søn hjemme hos den populære dreng fra klassen. Hvorfor skriver jeg så det? Det er fordi at jeg kan se, at det er vigtigt at hjælpe ham med at skabe og vedligeholde de relationer han har i klassen hos de drenge som han gerne vil lege med.

I morgen skal vi have en anden dreng med hjem fra hans børnehave som også går på skolen, men som i klassen over min søn.

Det er en regnvejrsdag og alligevel regner det ikke i mit sind i dag. Der er så mange positive muligheder for udvikling i den rigtige retning, så det er godt.

Og så skal jeg lige stolt fortælle, at mellemste søn nu også kan læse lix 12-15 med et minimum af hjælp. Bogstaverne glider ikke så ofte sammen længere og flere og flere sammensatte navneord på 8-10 bogstaver læser han selv uden hjælp.

Så det går op og en smule ned for tiden, men heldigvis mest op.

Naar turen gaar hjemad

fyldes jeg med en maerkelig form for melankoli. Jeg sidder her i receptionen ved computeren og venter paa bussen, der skal bringe os til lufthavnen for at flyve os til et koldt og regnfuldt vejr i Danmark. Jeg har lyst til at blive her, men paa den anden side ved jeg godt, at alting har ende. Det er kun en regnorm, der har to, som min mellemste soen siger.

Der er saa mange goeremaal, der venter, naar vi kommer hjem. Bovl med forsikring efter et tyveri i bilen, bovl med kommunen om at faa godkendt opfoersel af en garage, der har alle forskrifter i orden i forhold til planloven og de lokale servitutter paa omraadet. Alligevel skal det give saa meget bovl. Vores gode mandlige vens vanvittige kone er gaaet helt amok og situationen er ude af kontrol, min mor er virkelig daarlig. Ligger i sengen det meste af dagen og kommer aldrig udenfor en doer mere. Ukrudtet er over en meter hoejt i haven.

Ja, det er den slags traelse ting, der venter i Danmark, men jeg ved jo ogsaa godt, at vi maa hjemad igen. Vi har endnu en ferieuge i Danmark, naar vi kommer hjem. Drengene skal paa ferie hos deres farmor fra onsdag i naeste uge, da de skal vaere med til det aarlige ringriddertraef i Soenderjylland i naerheden af svigermors bopael.

Naaa jo, saa taenker jeg da ogsaa lige over, at Mindstepigen sikkert har faaet oedelagt vores computer og der maaske skal en ny til. Heldigvis er der back-up af alle vigtige dokumenter. Det er da ogsaa lidt traels at vide sammen med de mange maskiner vasketoej, der skal af vejen i loebet af i morgen.

Paa den anden side er det jo ogsaa meget rart, at vi igen kan drikke vandet i vandhanerne, alt staar paa dansk, vi sover i vores egne senge igen og er i det hele taget bare hjemme og vaenne os til, at om en uge starter hverdagsraeset igen med skole, legekammerater, venner og en travl hverdag, hvor doegnet sjaeldent har timer nok.

Vi har badet, vaeret sammen, grinet, hygget os, diskuteret, spillet, drengene har vaeret saa intenst sammen med deres lillesoester og er en velfungerende lille enhed, der baade opdrager, leger, holder sammen, sover sammen, finder sammen og faar tingene til at koere. Vi har ikke mange skaenderier, saa der er ikke et savn efter legekammerater hos dem endnu. Mellemste soen sagde dog, at han glaedede sig til at se sine legekammerater igen ugen efter miniferien hos deres farmor i naeste uge.

Maaske er det alligevel ok at komme hjem? Jeg ved det ikke - helt. Naar jeg kigger ud paa det fantastiske solskin saa ved jeg, at jeg nemt kunne trives i et varmt klima som dette og kunne se mig selv bo her noget af tiden, naar man ikke er bundet paa samme maade som nu med boern, der gaar i skole og har brug for en stabil hverdag.

Nu maa vi se. Jeg vil lige tjekke dmi.dk og se hvordan vejret mon ter sig i Danmark i morgen, hvor jeg vaegner i min egen seng for foerste gang i noget, der foeles som en mental evighed.

Mallorca venter forude

I morgen ved denne tid sidder vi i en flyver. Sydpå. Ned til et sikkert sted hvad sol angår. Jeg glæder mig rigtigt meget. Jeg er slet ikke stresset ved tanken om at pakke denne gang. Mærkeligt nok. Det kan jeg ikke huske, at jeg har haft før. Jeg læner mig lidt tilbage og tænker, at det jo nok går. Når bare vi har pas, visa, kontanter, badetøj og rejsebeviser, så kan det jo bare ikke gå helt galt. Jeg plejer at fare rundt og flytte rundt på bunkerne og overveje det hele mange gange. Denne gang har jeg end ikke lavet en pakkeliste.

Min mellemste søn kom hjem i dag. Hold fast, hvor jeg har savnet ham. Han har været væk i 10 hele dage samlet. Først 6 dage hos sin farmor og bagefter 4 dage hos reservebedsterne. Jeg havde taget fejl af ugerne i sfo´en, der har ferielukket uge 28,29 og 30 i år. Det betød, at vi pludselig ikke havde nogen pasning til ham, hvilket betød at vi måtte trække på min dejlige svigermor og vores reservebedster, der gerne vil ham på besøg nogle dage.

Så jeg tror, at vi har styr på det. Vi glæder os i hvert fald som små børn alle 5. Det er lige om lidt. Vi skal sidde med fødderne i det kolde vand ved poolen, måske drikke en læskedrik og holde øje med Mindstepigen, der sikkert gerne vil bade. Hun har gået gevaldigt op i det badetøj med UV-filter, som vi har købt. Det kan anbefales at købe i tøjet 1-2 størrelser større end barnet er fordi UV-filtrets beskyttelse nedsættes, hvis stoffet strækkes. Mindstepigen er lys og har en anelse rødblond i håret, hvorfor vi skal passe ekstra på med solen. UV-indekset er rigtigt højt og vi skal omgås solen med omtanke, men heller ikke fanatisme. D-vitamin mangel konstateres hos rigtigt mange og det giver svære symptomer. Jeg har 2 kolleger, der har lidt voldsomt af D-vitamin mangel og har været sygemeldt i flere uger. Jeg aner ikke om jeg selv lider af det, men en tur i solen i 14 dage skal nu nok få fyldt mine depoter op. Apropos depoter, så skal jeg dælme få gjort noget ved de 10 kg jeg vejer for meget. Det er bare ikke spor fedt at skulle købe str. 42/44 i tøj, når man ikke er mere end 166 cm høj. Måske skulle man skrive en blog om vægttab, hvem ved?

Nu er det snart tid. Tid til afslapning, badning, solskin, lange gåture, smukke naturoplevelser og tid til bare at være sammen. Jeg glæder mig.

Det betyder, at der bliver stille på bloggen et stykke tid. Nøjagtigt som jeg kan se, at der sker rundt om i blogland. Selv på alle strikkebloggene er der nedsat aktivitet.

Sommeraftener, der aldrig ender

Åh, du danske sommer!

Det er en af de skønne, skønne aftener, der kendetegner den danske midsommer. Jeg holder så meget af den. Desværre er disse aftener uforudsigelige i deres hyppighed og alt for mange mulige juni og juli aftener har været præget af regnvejr, rusk og kolde vinde.

Men ikke i dag. Jeg har taget min computer med udenfor og sidder her og nyder roen alt i mens Manden og drengene ser Tyskland mod Spanien. Åh, hvor jeg glæder mig til det her VM er ovre. Vi er ikke kæmpe fodbold entusiaster,l men det er jo semifinale og det skal ses. Så er der heldigvis 4 år til næste omgang, men så er der jo EM allerede om 2 år og sådan går det frem og tilbage.

Min Mindstepige udvikler sig med stormskridt for tiden. Hun er bare så lige til og kærlig. Vi får daglig mange kys og kram og "Moaarr, jeg æææælllsker dig. Du er så sød, moarrr" alt i mens hun nærmest kravler op på mig. Hun siger så mange sjove ting og for et par dage siden havde vi følgende udveksling.

Mindstepigen:"Moar, når jeg bliver stor får jeg en baby i min mave"

Mor:"Ja, det kan godt være, hvis du gerne vil have et barn"

Mindstepigen:"Når babyen kommer ud så må den gerne sutte på mine bryster moarr"

Mor:"Ja, det må babyen for der vil være mælk i dine bryster til babyen"

Mindstepigen:"Moar, du må også gerne sutte på mine bryster og smage"

Øhh....Hvad siger man så? Jeg få da sagt et par ord om, at det er kun babyen, der må det. Mødre må ikke sutte på bryster. Det giver rigtigt dårlige associationer, men det ved hun jo heldigvis ikke....;-)

Roserne blomstrer herude i haven - sammen med ukrudtet. Der er gule, røde og lyserøde roser med store fintformede blade. Der er også en masse ukrudt selvom mælkebøtterne forlængst er afblomstrede. Græsset er lidt for langt efter ligusterfascisternes mening, men det går jo altsammen. Her står også et kæmpe grimt monstrum af en grøn trampolin i luksusudgaven med en diameter på 4,26m. Det er dælme ikke et kønt syn, men det er en kilde til masser af glæde og fornøjelse for ungerne. Naboens søn på 2 år er også begejstret for den...;-)

Så er der jo også det der ulækre stabilgrus af gult sand, der ligger allevegne. I weekenden havde vi besøg af 3 mennesker, der arbejdede sammenlagt i 14 timer for at løfte 120 m2 sten fri fra vores have for at få dem gratis mod optagning. Vi skal nemlig have lagt haven om. Et større arbejde, da begge hænder er fulde af tommelfingre til den slags manuelt arbejde som Manden og jeg simpelthen ikke kan finde ud af. Manden har lige klippet hæk og tørt konstateret, at den er skæv og skal rettes til i morgen.

Jeg har netop hilst på mellemste søn, der har leget nede hos nabodrengene. De sov i telt sammen i lørdags og hvor er jeg bare glad på deres vegne over, at de får den slags minder. Minder om sommeraftener, der aldrig ender.

Det er lige i dette nu vi lever. Mærker livets forunderligt så intenst at hjertet nærmest brister - af glæde og opfyldthed.

Hvor er de bare gode til at være sammen

Mine 3 dejlige unger.

Drengene har nu haft ferie i snart 2 uger. De har kun haft ganske få konflikter og har ellers været hinandens bedste venner. De har sovet sammen hver nat, prøvet ruthcebanerne i Disneyland Resort, Paris, rottet sig sammen mod deres mor og holdt med hinanden, når de syntes jeg var for dum...;-), kæmpet på trampolinen ude i haven, gispet efter varmen de sidste par dage, været på fodboldskole sammen og haft det rigtigt godt. Det er så dejligt at se, at mine sønner på 8 og 11 år er så glade for hinanden. Bevares, der er også perioder, hvor de rigtig kridter banen op for hinanden, men vi har alligevel nogle drenge, der aldrig slås og sjældent kalder hinanden for ukvemsord i en konflikt. Måske er det fordi, at de helt fra små fik klart pointeret, at det IKKE er en acceptabel adfærd i vores familie. Under ingen omstændigheder vil vi tillade det - Manden og jeg!

Så er der jo så lige Mindstepigen, der i skrivende stund jagter tissemyrer og forsøger at finde regnorme sammen med mellemste søn. Om jeg forstår, at de orker det i denne hede, hvor der for mig ikke er så mange andre muligheder end at sidde og gispe indendørs, da det simpelthen er så varmt. Ældste søn går fuldstændig amok i trampolinen og øver sine kraftspring. Mon jeg selv var så energisk som barn - jeg kan ikke huske det...!

Varmebølge gisp!