Naar turen gaar hjemad

fyldes jeg med en maerkelig form for melankoli. Jeg sidder her i receptionen ved computeren og venter paa bussen, der skal bringe os til lufthavnen for at flyve os til et koldt og regnfuldt vejr i Danmark. Jeg har lyst til at blive her, men paa den anden side ved jeg godt, at alting har ende. Det er kun en regnorm, der har to, som min mellemste soen siger.

Der er saa mange goeremaal, der venter, naar vi kommer hjem. Bovl med forsikring efter et tyveri i bilen, bovl med kommunen om at faa godkendt opfoersel af en garage, der har alle forskrifter i orden i forhold til planloven og de lokale servitutter paa omraadet. Alligevel skal det give saa meget bovl. Vores gode mandlige vens vanvittige kone er gaaet helt amok og situationen er ude af kontrol, min mor er virkelig daarlig. Ligger i sengen det meste af dagen og kommer aldrig udenfor en doer mere. Ukrudtet er over en meter hoejt i haven.

Ja, det er den slags traelse ting, der venter i Danmark, men jeg ved jo ogsaa godt, at vi maa hjemad igen. Vi har endnu en ferieuge i Danmark, naar vi kommer hjem. Drengene skal paa ferie hos deres farmor fra onsdag i naeste uge, da de skal vaere med til det aarlige ringriddertraef i Soenderjylland i naerheden af svigermors bopael.

Naaa jo, saa taenker jeg da ogsaa lige over, at Mindstepigen sikkert har faaet oedelagt vores computer og der maaske skal en ny til. Heldigvis er der back-up af alle vigtige dokumenter. Det er da ogsaa lidt traels at vide sammen med de mange maskiner vasketoej, der skal af vejen i loebet af i morgen.

Paa den anden side er det jo ogsaa meget rart, at vi igen kan drikke vandet i vandhanerne, alt staar paa dansk, vi sover i vores egne senge igen og er i det hele taget bare hjemme og vaenne os til, at om en uge starter hverdagsraeset igen med skole, legekammerater, venner og en travl hverdag, hvor doegnet sjaeldent har timer nok.

Vi har badet, vaeret sammen, grinet, hygget os, diskuteret, spillet, drengene har vaeret saa intenst sammen med deres lillesoester og er en velfungerende lille enhed, der baade opdrager, leger, holder sammen, sover sammen, finder sammen og faar tingene til at koere. Vi har ikke mange skaenderier, saa der er ikke et savn efter legekammerater hos dem endnu. Mellemste soen sagde dog, at han glaedede sig til at se sine legekammerater igen ugen efter miniferien hos deres farmor i naeste uge.

Maaske er det alligevel ok at komme hjem? Jeg ved det ikke - helt. Naar jeg kigger ud paa det fantastiske solskin saa ved jeg, at jeg nemt kunne trives i et varmt klima som dette og kunne se mig selv bo her noget af tiden, naar man ikke er bundet paa samme maade som nu med boern, der gaar i skole og har brug for en stabil hverdag.

Nu maa vi se. Jeg vil lige tjekke dmi.dk og se hvordan vejret mon ter sig i Danmark i morgen, hvor jeg vaegner i min egen seng for foerste gang i noget, der foeles som en mental evighed.