Sorgen over mellemste søn

Nu vil jeg skrive et indlæg jeg længe har tænkt over. Sagen er nemlig den, at min blog også har fungeret som en slags sorgbearbejdelse. Min søns problemer har været årsag til en dyb og stille sorg hos mig. Jeg har ikke gjort meget offentligt væsen af den sorg det har været at konstatere, at min søn har sansemotoriske og samsynsmæssige problematikker. Det har givet dybe stik af momentvise sorgtilstande at se ham gå alene rundt i skolegården, når jeg har hentet ham. Når mine øjne har spottet ham i skolegården gående alene rundt har det givet et så dybt jag i min mave af sorg og frustration over at se ham gå rundt der. Alene. Udenfor fællesskabet. Lige ved siden af en flok drenge og piger, der har løbet rundt og haft masser af energi på det tidspunkt af dagen. Jeg har taget en dyb indånding og forsøgt at skubbe stikket af sorg væk for at komme ham glad i møde.

Jeg har haft dage, hvor jeg har haft så ondt i maven af bekymring over, hvordan skoledagen var gået for ham. Så ondt i maven, at jeg ingen appetit havde og kunne ikke koncentrere mig ordentligt om mit arbejde. Det værste er, at jeg følte mig så ensom i processen. Selvom jeg har gode veninder jeg har drøftet det med og som var gode til at lytte, så forstod det de jo ikke helt. Det var jo ikke deres søn der gik alene rundt i skolegården og så så træt ud uden at lærere og pædagoger kunne gennemskue, at der var noget galt. Jeg har ligget og stirret ind i væggen i mit soveværelse til langt over midnat med tankerne kværnende i baghovedet. Forsøgt at finde information, søgt på Nettet, talt med andre og gjort mig mange anstrengelser for at få fat i viden, hjælp og interaktion med andre såsom forældre og professionelle, der kunne give mig en planke at holde fast i. Det har været rigtigt ensomt i perioder. Jeg har grædt mig i søvn enkelte aftener.

Der har været så stor fokus på at hjælpe mellemste søn, at mine egne følelser og sorg konstant stod i baggrunden for træning, networking, mere træning, opfølgning, forsøg på at få skole og SFO i tale uden den store virkning. De kunne simpelthen ikke se problemet, da min søn jo fungerede fint med ikke at drille de andre eller være højtråbende. Der har været mit eget arbejde, mine andre børn og mine egne relationer, der også har lidt et par knæk i den periode, der er gået i de sidste halvandet år.

Det hårdeste i denne verden er, når børnene ikke trives. Der er ikke noget mere ligegyldigt end arbejdets faglige udfordringer når mellemste søn gik alene rundt i skolegården, fik nedsmeltningsudbrud herhjemme, bekymrede sig alt for meget om for store emner, græd over en lille myres død, manglende mælk i køleskabet og hans onkel, der døde for 20 år siden. Hvor har jeg ønsket, at han bare havde den samme drift og helt naturlige omgang med livet og dets udfordringer som mine 2 andre børn, men sådan var det ikke. Jeg har været voldsomt irriteret på ham, hans klodsethed, når han for 20. gang tabte mælk i skødet eller ud over hele bordet til aftensmaden, når han slingrede på cyklen og konstant var til fare for sig selv og andre, græd over sandets berøring under hans følsomme fodsåler, talte højt og larmende herhjemme konstant og været frustreret over alt det ekstra arbejde hans sansemotoriske, sensivite gemyt og samsynsproblemer har kostet os alle i hele familien.

Ja, det er måske grimt at sige, men sådan er det! Jeg har været ved at bide tænderne sammen i arrigskab og ønsket ham hen, hvor peberet gror, når han igen og igen og igen og igen har tæret på mine mentale ressourcer og så igen fyldt af dårlig samvittighed over at have det sådan, da det jo ikke var mig, der havde følelsen af brand under fodsålerne ved en almindelig tur til stranden.

Alligevel elsker jeg ham højere end højt. Han har givet mig den værdifulde indsigt i moderskabets mange sindsmæssige afgrunde hvor vi er parate til at kaste os i døden for at hjælpe ham, hvis jeg kunne. Han har drevet mig derud i frustration og afmagt, hvor jeg ikke troede jeg kunne komme tilbage fra. Jeg har grædt og Manden har holdt om mig uden helt at forstå min sorg, da han altid har været trøstet af, at mellemste søn kunne have langt værre handicap.

I dag er han blevet ældre. Sandet brænder ikke længere som ild under hans fødder, når vi er på stranden. Vi har været ved stranden mange gange på vores nylige tur til Mallorca. I dag vil jeg sige, at mellemste søns væsentligste problematikker viser sig ved, at han enkelte gange ikke har den situationsfornemmelse man forventer af en dreng på snart 9 år. Han glemmer til tider at sænke stemmen i bestemte forsamlinger og skal konstant tysses på, da han har svært ved at lagre erfaringen fra gang til gang. Jeg er sikker på, at det nok skal komme, men det var påfaldende ved ham ved vores tur, hvor vi var sammen alle mand 14 dage i træk uden andre i familien eller venner. Hans støjniveau er fortsat højt når han leger med sin lillesøster og bror. Det er stadig svært for mig at udholde, da jeg selv er meget sensitiv i forhold til lyde og stærke visuelle påvirkninger. Jeg bliver mentalt drænet af det. Vi bor desværre i et lille hus, hvor der kun lige er nok værelser til børnene og så bor Manden og jeg i en seng i en mellemgang. Det betyder, at der er konstant gang i den her i huset uden store muligheder for mental tilbagetrækning, når jeg kunne have behov det.

Det er ikke altid let at være forælder til et barn med sansemotoriske problemer. Det kan give mange bekymringer, forstyrrelser i hverdagen og sorg, vi måske ikke altid har plads til. Jeg har ikke det endegyldige svar på hvordan vi kan tackle det. Jeg er stadig i processen og vil nok altid være det. Min sorg er dog blevet mindre da jeg kan se, at min søn har gjort betydelige fremskridt og jeg er ikke længere nervøs for hans fremtid. Han skal nok finde sin niche med sit kreative, intelligente og følsomme gemyt. Livet vil nok give ham nogle følelsesmæssige knubs, da hans mentale filter lader alle stemninger trænge lynhurtigt igennem.