London er en fantastisk ferieby

Jeg er kommet hjem fra min miniferie til London og jeg lever stadig højt på den gode virkning det havde på min mentale nedslidningsproces med min mors langvarige sygdom KOL, der mentalt er en ekstrem belastning efter så mange års sygdom.

69 gange på intensiv afdeling

Jeg er så slidt på dette område. Ingen aner hvad det gør ved et menneske at være pårørende til en person der har været på intensiv afdeling 69 gange i løbet af de sidste 5 år. Jeg er ved at give op. Slidt. Mentalt. Drænet. Min mor er den uendelige historie, der aldrig stopper, men bare tapper mig for energi og overlevelse.

Jeg ved ikke om jeg skal le eller græde

Den forløbne uge har været svær. Meget svær. Ja, jeg kan ikke huske noget lignendet.

Min mor er en patient i KOL terminalfasen. Den fase kan være uendelig langvarig. Det er ikke til at holde ud. Min mors tilstand er nu "stabiliseret" så meget tat hun har brug for konstant bi-pap og er nogenlunde klar i hovedet. Hun er så tynd, at rygstykkerne er spidse som en krumtap og meget ømme af at ligge direkte på en helsemadras. Hun er så tynd, at øjnene står frem i hovedet som på en kz-fange. Hun har de mest tynde ben og er i det hele taget en forfærdelig skygge af sig selv.

Til dig, der ryger. Kære læser. Overvej det en ekstra gang siger jeg bare. Min mor er kommet til at se sådan ud af at ryge. Det er en forfærdelig sygdom, som jeg vil sammenligne med dødssyge cancerpatienter. Forskellen er blot, at dødssyge cancerpatienter ikke har så langt og opslidende dødsforløb som en KOL-patient. Hvem har hørt om en cancerpatient i terminalfasen i flere år. Min mor har været tæt på at dø så mange gange og for hver gang bliver hun svagere og svagere.

Alle de dysfunktionelle mønstre i min familie står ud i lys lue. Det gør det hele meget sværere. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre eller gribe i. Samtidigt er jeg ret god til at parkere mine frustrationer på en mental hylde det meste af tiden. Den opslitning har jeg lært mig selv. Det er nødvendigt for at overleve dette. Min mor har valgt at tage hjem og nu ligger hun der i sin seng med besøg af hjemmeplejen og efter hårdt pres har hun indvilliget i at få Det Palliative Team tilknyttet, så nu er visitationsproceduren startet. Det har ikke været let for KOL patienter har ikke den samme samfundsmæssige bevågenhed og langt de fleste patienter, der tilknyttes dette team er cancerpatienter. Godt, at den mulighed nu også tilbydes hos os fordi vi kan ikke blive ved med at magte det.

Det er så trist at tænke på, at både min mormor og morbror kom sådan fra livet. Benede, magre og ved at blive kvalt i deres egne ødelagte lunger. Godt jeg ikke ryger for så havde det måske været mig om 20 år. Men dælme nej, jeg satser på at få mindst 30-40 år mere. Jeg har så meget jeg skal nå endnu og opleve. Jeg har sat 3 pragtfulde børn i verden og vil se dem blive gift og få børn. Leve livet. Være sammen med min familie, mine veninder og alt hvad der betyder noget.

Det husker jeg på i denne omgang.

Naar turen gaar hjemad

fyldes jeg med en maerkelig form for melankoli. Jeg sidder her i receptionen ved computeren og venter paa bussen, der skal bringe os til lufthavnen for at flyve os til et koldt og regnfuldt vejr i Danmark. Jeg har lyst til at blive her, men paa den anden side ved jeg godt, at alting har ende. Det er kun en regnorm, der har to, som min mellemste soen siger.

Der er saa mange goeremaal, der venter, naar vi kommer hjem. Bovl med forsikring efter et tyveri i bilen, bovl med kommunen om at faa godkendt opfoersel af en garage, der har alle forskrifter i orden i forhold til planloven og de lokale servitutter paa omraadet. Alligevel skal det give saa meget bovl. Vores gode mandlige vens vanvittige kone er gaaet helt amok og situationen er ude af kontrol, min mor er virkelig daarlig. Ligger i sengen det meste af dagen og kommer aldrig udenfor en doer mere. Ukrudtet er over en meter hoejt i haven.

Ja, det er den slags traelse ting, der venter i Danmark, men jeg ved jo ogsaa godt, at vi maa hjemad igen. Vi har endnu en ferieuge i Danmark, naar vi kommer hjem. Drengene skal paa ferie hos deres farmor fra onsdag i naeste uge, da de skal vaere med til det aarlige ringriddertraef i Soenderjylland i naerheden af svigermors bopael.

Naaa jo, saa taenker jeg da ogsaa lige over, at Mindstepigen sikkert har faaet oedelagt vores computer og der maaske skal en ny til. Heldigvis er der back-up af alle vigtige dokumenter. Det er da ogsaa lidt traels at vide sammen med de mange maskiner vasketoej, der skal af vejen i loebet af i morgen.

Paa den anden side er det jo ogsaa meget rart, at vi igen kan drikke vandet i vandhanerne, alt staar paa dansk, vi sover i vores egne senge igen og er i det hele taget bare hjemme og vaenne os til, at om en uge starter hverdagsraeset igen med skole, legekammerater, venner og en travl hverdag, hvor doegnet sjaeldent har timer nok.

Vi har badet, vaeret sammen, grinet, hygget os, diskuteret, spillet, drengene har vaeret saa intenst sammen med deres lillesoester og er en velfungerende lille enhed, der baade opdrager, leger, holder sammen, sover sammen, finder sammen og faar tingene til at koere. Vi har ikke mange skaenderier, saa der er ikke et savn efter legekammerater hos dem endnu. Mellemste soen sagde dog, at han glaedede sig til at se sine legekammerater igen ugen efter miniferien hos deres farmor i naeste uge.

Maaske er det alligevel ok at komme hjem? Jeg ved det ikke - helt. Naar jeg kigger ud paa det fantastiske solskin saa ved jeg, at jeg nemt kunne trives i et varmt klima som dette og kunne se mig selv bo her noget af tiden, naar man ikke er bundet paa samme maade som nu med boern, der gaar i skole og har brug for en stabil hverdag.

Nu maa vi se. Jeg vil lige tjekke dmi.dk og se hvordan vejret mon ter sig i Danmark i morgen, hvor jeg vaegner i min egen seng for foerste gang i noget, der foeles som en mental evighed.