Jeg ved ikke om jeg skal le eller græde

Den forløbne uge har været svær. Meget svær. Ja, jeg kan ikke huske noget lignendet.

Min mor er en patient i KOL terminalfasen. Den fase kan være uendelig langvarig. Det er ikke til at holde ud. Min mors tilstand er nu "stabiliseret" så meget tat hun har brug for konstant bi-pap og er nogenlunde klar i hovedet. Hun er så tynd, at rygstykkerne er spidse som en krumtap og meget ømme af at ligge direkte på en helsemadras. Hun er så tynd, at øjnene står frem i hovedet som på en kz-fange. Hun har de mest tynde ben og er i det hele taget en forfærdelig skygge af sig selv.

Til dig, der ryger. Kære læser. Overvej det en ekstra gang siger jeg bare. Min mor er kommet til at se sådan ud af at ryge. Det er en forfærdelig sygdom, som jeg vil sammenligne med dødssyge cancerpatienter. Forskellen er blot, at dødssyge cancerpatienter ikke har så langt og opslidende dødsforløb som en KOL-patient. Hvem har hørt om en cancerpatient i terminalfasen i flere år. Min mor har været tæt på at dø så mange gange og for hver gang bliver hun svagere og svagere.

Alle de dysfunktionelle mønstre i min familie står ud i lys lue. Det gør det hele meget sværere. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre eller gribe i. Samtidigt er jeg ret god til at parkere mine frustrationer på en mental hylde det meste af tiden. Den opslitning har jeg lært mig selv. Det er nødvendigt for at overleve dette. Min mor har valgt at tage hjem og nu ligger hun der i sin seng med besøg af hjemmeplejen og efter hårdt pres har hun indvilliget i at få Det Palliative Team tilknyttet, så nu er visitationsproceduren startet. Det har ikke været let for KOL patienter har ikke den samme samfundsmæssige bevågenhed og langt de fleste patienter, der tilknyttes dette team er cancerpatienter. Godt, at den mulighed nu også tilbydes hos os fordi vi kan ikke blive ved med at magte det.

Det er så trist at tænke på, at både min mormor og morbror kom sådan fra livet. Benede, magre og ved at blive kvalt i deres egne ødelagte lunger. Godt jeg ikke ryger for så havde det måske været mig om 20 år. Men dælme nej, jeg satser på at få mindst 30-40 år mere. Jeg har så meget jeg skal nå endnu og opleve. Jeg har sat 3 pragtfulde børn i verden og vil se dem blive gift og få børn. Leve livet. Være sammen med min familie, mine veninder og alt hvad der betyder noget.

Det husker jeg på i denne omgang.