Familien er gået i seng. Mindstepigen er afhentet i børnehave med høj feber og mine drenge er kommet hjem fra lejr. Manden er gået i seng med ørepine og jeg har god tid til at sidde her og fundere.
Min mellemste søn er landet i en klasse med meget forskellige børn. Der er flere drenge med støtte af forskellige årsager. Et barn har ADHD, et andet har en opmærksomhedsforstyrrelse, en tredje har et andet fysisk handicap og andre igen er bare ualmindeligt dårligt opdraget og har svært ved at forstå andre børns grænser. Klasselæreren er dog en robust én af slagsen og har formået at have et højt fagligt niveau i klassen, da der er relevante støttepersoner i forhold til de børn, der har brug for en ekstra indsats.
På nogle områder passer min dreng ikke ind i klassen og alligevel udtrykker han, at han trives og er glad. Han er generelt en glad dreng og de sansemotoriske og samsynsmæssige problematikker er nu så minimale, at det ikke har den store indflydelse på hans generelle trivsel længere. Han er efterhånden kommet i 2. klasse og har ikke nogen bedste ven i klassen. Han har til gengæld et par gode venner i klassen som han sommetider leger med i fritiden. Det bliver vel til 2-3 månedlige legeaftaler. Her i 2. klasse går han nu til spejder og svømning og er meget glad for det.
Han har 2 gode jævnaldrende venner på vejen, som han ikke går i skole med. Hans bedste ven - i følge ham selv - er en dreng fra Mandens og mins nære vennekreds. De har kendt hinanden siden de blev født, men ser kun hinanden 2-4 gange årligt. Desuden er han allerede nu ved at bygge nogle spæde venskaber op hos spejder.
Alligevel tænker jeg meget over, at det ikke er mange legeaftaler han har i fritiden. Jeg ved godt, at jeg skal tage udgangspunkt i, hvad han udtrykker af behov. Det forsøger jeg at gøre, men alligevel så nager det mig lidt set i forhold til hvor betydningsfuldt det er at kunne agere socialt med mange forskellige mennesker i nutidens komplekse samfund, hvor indlevende sociale kompetencer er arnestedet for succes på både det personlige og arbejdsmæssige plan.
Ja, ja, rolig nu Mette. Din knægt er kun 8 år og har nået langt i løbet af bare de sidste 2 år, men alligevel tænker jeg over det. Jeg vil så nødigt at han ender som en enspænder uden ret mange sociale kontakter. Jeg ved ikke hvorfor jeg bekymrer mig så meget til tider og ville ønske jeg kunne slappe lidt af omkring det og hvile i det faktum, at min mellemste søn har et andet behov for social kontakt med andre mennesker end både min ældste søn og Mindstepigen, der modnes, trives og udvikles i tæt kontakt med mange forskellige mennesker i mangfoldige relationssammenhænge. De er sociale magneter og trives i kontakten med andre. Det gør min mellemste søn også, men ofte tænker han slet ikke på at lave legeaftaler og får ikke spurgt af sig selv. Når jeg spørger ham siger han ofte, at han ikke lige tænkte på det.
Jeg ved ikke om 2-3 månedlige legeaftaler er for lidt ved siden af legene med nabodrengene, vores egne sociale sammenkomster og fritidsaktiviteterne? Min søn får meget sjældent nej, hvis han spørger sine venner, men ofte er det os, der tager initiativerne med at ringe eller sende en sms om forslag til en legeaftale. Jeg har tænkt meget over hvorfor, men måske skal jeg bare lade være med det også tage tingene som de kommer.
Jeg vil jo bare så gerne, at han trives og har det godt i skolen og sfo´en og så selvom klassen på mange måder er ret uhomogen og med mange forskellige behov. Jeg har bare dette helt specielle bløde og bekymrende punkt for ham da han har haft sine vanskeligheder og til stadighed har en anden og dybere følsomhed, der kan gøre livet mere kompliceret.
Måske er legeaftaler bare slet ikke den gyldne kilde og inspiration til gode sociale kompetencer som både de rigtige meningsdannelser og jeg tillægger dem.
Tænk, hvis jeg tager fejl?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar