Denne gang er jeg næsten sikker på, at der ikke er mere at komme efter. Hun blev indlagt igen i torsdags. 38 kg tung. Kroppen er blevet tynd som en koncentrationsfange. Ribben, kraveben, tændstiktynde arme og ben. Brystkassen har udviklet den typiske tøndefacon som KOL-patienter udvikler i de sidste stadier af sygdommen.
Jeg har været der et par gange. Kuldioxidniveauet i blodet er for højt. Det ville ikke falde og der er ikke yderligere behandling at tilbyde. Jeg tror ikke hun kommer hjem denne gang. Hun skal ikke lide mere så jeg håber, at hun stille sover ind i døden i løbet af de nærmeste dage. Min far mener, at lægerne skal gøre alt for at holde hende i live, men det er ikke værdigt længere. I dette yderste punkt mellem liv og død er jeg fuldstændig afklaret. Nu må hun gerne lukke øjnene og drage afsted til Himlen. Der er ikke mere at gøre her. Der er ikke akut fare lige nu, men tilstanden bedres ikke. Spørgsmålet er hvor lang tid det tager. Den rationelle del af mig er klar til at tage afsked for evigt.
Der er kun den lille piges stemme, der råber i et stille skrig:"Moaarrr, du må ikke forlade mig. Hvordan skal jeg leve uden en mor i min alder".
Alt er midlertidigt. Også livet. Vi ved ikke hvad der er før eller efter.
Må englen stå ved din side, når din sjæl snart drager afsted.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar