I forlængelse af gårsdagens blogindlæg har jeg tænkt meget længe over det i dag. Hold fast, hvor jeg bare elsker de børn. De er jo et mirakel - ligesom alle børn er det for deres mødre. Jeg elsker dem bare så højt. Langt ind i hjertekulens inderste gange og huller. Helt derinde flyder kærligheden som blod i mine årer. Konstant, kontinuerligt og hele tiden. Der er ingen propper men blot flydende kærlighed til nogle fantastiske unger.
En smuk lille Mindstepige, der kom hjem i dag fra børnehaven. Malet som den yndigste sommerfugl i ansigtet. Koket spejlede hun sig foran spejlet og lavede de sjoveste grimasser. Tænk, at den vidunderlige skabning er min datter.
Min dejlige mellemste søn. Han har kæmpet så hårdt for at nå så langt som han er i dag. Han leger, klarer sig godt i skolen, samsynsproblemerne er ved at være på plads. Hans ven fra vejen skal sove hos os i morgen og alt er i bund og grund ved at køre på skinner. Tænk, at den dejlige dreng er min søn.
Min kloge og dejlige ældste søn. Min præ-teenager, der bliver voksen. Yder modstand på den rigtige måde. Sætter min tålmodighed på prøve med hans langsomme drøvsind. Den store dejlige dreng, der kommer hver aften og giver et godnatkys og knus og gerne vil have, at mor kommer og synger en godnatsang. Han når mig til næsen og er drøngod i skolen og til fodbold. Bliver større, selvstændig og får naturligt nok højere til loftet de næste år. Tænk, at den skønne søn er min.
De her børn! De driver en til vanvid, men husk altid at kærligheden er størst. Moderkærlighed som børn har svært ved at overleve foruden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar