En mors kærlighed

Jeg har tænkt en del de sidste par dage. Tænkt på moderkærligheden. Den inderlige kærlighed jeg føler til mine børn. En mors kærlighed er i sit rene snit den mest ubetingede form for kærlighed der findes. Da jeg fik min første søn tænkte jeg tit på, at jeg uden at tøve ville bytte mit liv med hans, hvis det rent utopiske skulle ske en dag. Jeg ville uden at tøve et eneste sekund løbe ind i et brændende hus for at redde dem ud og frelse dem, hvis jeg kunne. Det ved jeg, at jeg ville gøre. Uden at tøve et eneste sekund og tanke for, hvilke skader det eventuelt kunne koste mig - i værste fald koste mig livet. Moderkærlighed er betingelsesløs og den mest rene form for kærlighed, der eksisterer - i mit begrebsunivers.

Da jeg blev mor blev jeg også inderligt bevidst om livets midlertidige tilstand. Vi er her kun en kort periode, et øjeblik og pist, så er vi væk igen. Af jord skal vi komme og til jord vil vi igen blive den dag vi dør. Er det ikke en mærkelig tanke? Hvis du nu lukker øjnene lige et kort øjeblik og forsøge at få erkendelsen frem af, at livet er en midlertidig tilstand. Hvad betyder det for dig? For mig er livets forgængelighed et begreb jeg først helt forstod, da jeg blev mor. Da var jeg ikke længere ung og den første i generationsrækken. Nu var jeg den næste i rækken og en ny generation var startet i min slægt. Først ældste søn, så mellemste søn og til slut Mindstepigen. For hver graviditet og fødsel blev jeg mere og mere bevidst om, at livet ikke ville vare for evigt. Jeg fik strækmærker, slatne ar og ændret krop som symboler på tidens tand. At blive mor for første gang var den største bevidsthedsudvidende oplevelse jeg nogensinde har oplevet. Nu var der et lille levende barn, der gik forud mine egne behov. Et lille menneske, der fuldstændig kontrollerede og dikterede hvornår jeg skulle sove, spise, gå i bad, på toilettet og bare tænke en tanke i ammetåens og træthedens tågede univers.

Pyhh, denne erkendelse var en mavepumper af dimensioner. Jeg blev fuldstændig rundforvirret af den erkendelse. De værste katastrofetanker meldte sig og jeg var overbevist om, at ingen kunne passe min lille baby bedre end Manden og jeg. Jeg blev dog hurtigt klogere, da jeg af mangel på søvn og risiko for udvikling af epilepsi blev nødt til at aflevere ham til overnatning hos min svigermor, da han ikke var ældre end 6 måneder. Det gik jo også meget godt og svigermors omsorg og kærlighed til børnene har fået mig til at elske hende igennem årene. Børn vokser og spirer og blomstrer jo flere, der elsker dem højt og inderligt.

Årene er gået. Med tiden og de mange faser og udviklinger vi har været igennem er moderkærligheden nu en del af min mangesidede personlighed. Jeg har været nogens mor i mange år og min identitet er nu så sammeflettet og integreret med at den del, at det ikke længere føles så overvældende. Manlærer jo at leve med det og udvikle den side. At være børnenes mor fylder mit hjerte med kærlighed, men også en flig af tanken om - gør jeg det nu godt nok? Der er løbende og konstant hårdt arbejde, der skal gøres i forhold til at overveje alle de dilemmaer, udfordringer og opgaver livet som mor til 3 stiller mig overfor på daglig basis. Jeg har ingen hensigtsmæssige automatiserede indlærte erfaringer ud i mor-rollen fra min barndom jeg kan trække på. Mon ikke det er en del af bagagen, når barndommen var af den traumatiske slags? Der er ikke nogen erfaringer vi kan bruge. Vi må konstant forsøge at finde nye veje.

En mors kærlighed kan have mange dimensioner. Dette var blot én af dem.