Jaaahhhh, får jeg lyst til at brøle tilbage til en ophidset Mindstepige, der ikke lige kan få vand HER og NU i mens moren sidder på toilettet og forsøger desperat at blive færdig med sit forehavende, der godt kan tage lidt tid og kræfter i min alder. Det resulterer øjeblikkeligt i fysisk stress i mit hårde arbejde og lukkemusklen smækker sig fornærmet sammen. (Ja, ja beklager sarte læsere, men det var nu sådan det var og det var ikke spor fedt, når man sidder her for første gang og bare gerne vil have lidt tid til sit daglige forehavende, ikk´)
Vi havde en skøn dag i Djurs sommerland i går sammen med nogle gode venner vi ikke havde set siden foråret, så det var dælme tiltrængt. Vejret var godt og alt det der. Piraten var i perioder lukket p.g.a tekniske fejl, men derfor var der jo ikke grund til panik vel? Ældste søn og jeg fik da en herlig tur på 55 sekunder efter 45 minutters ventetid. Ja, jeg har også spekuleret over om vi bare var for dumme, men på den anden side er sådan 45 minutters pause et ganske godt tidspunkt lige at få vendt lidt med ældste søn, der i høj grad er blevet en præ-teenager. Han er begyndt at lugte af sved og skal dagligt mindes om at brug den deodorant der er indkøbt til formålet. Han er langsom, fraværende, knaldhamrende dygtig i skolen og på fodboldbanen og en skøn storebror, så alt i alt går det vel meget godt? Han fylder mentalt bare meget med sit rod, sin laaannnngssooomhed og alt det der.
Vi prøvede da også at sidde fast i Ørnen. Hvis du nogensinde har prøvet den så ved du, at det er sådan en høj maskine, hvor man bliver spændt fast og kørt op i 15 meters højde og kastet frem og tilbage. Da vi var kommet højt op 15 meters højde knagede og bragede det lidt for meget og da vi hænger i en særdeles ubekvem stilling går skidtet i stå og en automatiseret stemme siger, at der er sket et teknisk uheld. Først tror vi, at der er tale en joke. Sådan for at spice det hele lidt op. Stemningen, energien og troen på lidt sjov. Men nej. Minutterne går og jeg forstår efterhånden, at der ikke er tale om et teknisk uheld. Jeg bliver urolig, sveden springer frem og jeg ser lige hele dødscenariet for mig. (Nej, skat jeg kan ikke lide en trækiste, tak) og jeg er dødnervøs. Endelig kommer vi ned. Skroget knager og brager gevaldigt. Pokkers. Mit adrenalinniveau er da højt og jeg er lykkelig da vi rammer jorden igen.
Og for lidt siden kunne jeg ikke gøre mit forehavende færdig på toilettet. Nu er min ringmuskel ikke fornærmet længere og jeg må vist optage det jeg ikke nåede før.
Glædelig og regnfuld søndag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar