Når livet overrasker voldsomt

Det er ved  at være nogle dage siden jeg mistede en veninde. http://mettesegenblog.blogspot.com/2010/12/at-miste-en-veninde.html Jeg er ved at komme mig lidt og kan mærke, at livet må gå videre. Jeg kan og vil ikke være veninder med nogen, der kan finde på at handle andre mennesker så dårligt. Jeg må erkende, at ingen kender dagen før solen er gået ned. Ligenu kredser mine tanker om, at min situationsfornemmelse må have taget grueligt fejl i forhold til min veninde.
Sådan en episode sætter spørgsmålstegn ved min egen dømmekraft et kort sekund. Er jeg virkelig så dårlig en menneskekender? Har jeg gået med en spand over hovedet og ikke set hvad der ville komme? Har jeg handlet i blinde? Min tidligere veninde har også før ringet til mig og talt om at droppe andre veninder brutalt og voldsomt fordi hun ikke kun rumme dem. Havde jeg dog bare set det komme så jeg ikke følte mig taget så meget med bukserne nede i minusgrader med en næsten frossen bagdel til følge. Så lammet blev jeg. 2 dage før jul. 3 uger efter vi sidst havde været sammen, hvor vores drenge havde sovet sammen nede hos dem. Det var intet at mærke på dem. Overhovedet ikke. Så blev jeg ringet. Skrottet. Trådt på. Fuldstændig uventet. Efter 11 år.

Næste svære fase bliver at skulle fortælle det til mine drenge. Det bliver det sværeste. At skulle fortælle min mellemste søn, at han ikke mere skal se ham han betragter som sin  bedste ven. Det bliver overhovedet ikke nemt og bare som jeg sidder her og skriver får jeg tårer i øjnene og en klump i halsen. Det bliver overhovedet ikke let.