Små egoistiske møgunger - føljeton

I aftes fik jeg en lang mail fra forældrene til den dreng, der altid får lov til at styre sine egne valg og lyster fuldstændigt i forhold til at ville lave legeaftaler uden hensyn til andre børns følelser i det spil.

Ja, der er mange følelser på spil, når det drejer sig om vores børn og deres trivsel blandt kammerater og venner. Det drejer sig om følelser, tab og afvisning. Min opgave er at være skarp i observationen på, hvad der er mine følelser af gammel sorg i forbindelse med afvisning - og hvad der er reelle følelser af at være uretfærdigt behandlet på min søns vegne. Jeg prøver at tage udgangspunkt i de følelser han udtrykker og hjælpe ham med at handle på disse så han senere vil kunne håndtere disse situationer på egen hånd baseret på nogle forhåbentlige positive erfaringer vi lærer ham i forbindelse med sådan en episode.

Nå, men tilbage til mailen. Mailen var skrevet i et høfligt, reflekterende og venlig tone. De var glade for, at vi gik til dem med problemet og roste os for at være modige. Det ved jeg så ikke om det var så modigt, men det var vel det eneste rette sted at henvende sig, da det jo er deres dreng problemet er centreret omkring.

De skrev, at de havde snakket med drengen om hvad det gør ved andre, hvis man aflyser i utide. Brevets indhold er præget af, at det er forældre med andre holdninger til hvordan sådanne konflikter skal løses, da de fortsat mener, at det er vigtigt, at deres dreng har lyst i øjeblikket og at der ikke skal gennemføres en legeaftale, hvis drengen udtrykker, at han ikke har lyst alligevel. Jeg kan godt forstå argumentationen bag deres holdning, men jeg er ikke enig. Denne tidstypiske tendens til selvcentrering omkring at have et snævert perspektiv omkring MIT barn opponerer jeg kraftigt imod baseret på min grundholdning om, at mennesket er et flokdyr og har brug for flokken for at kunne overleve. Ja, hvad har det lige med legeaftaler at gøre, tænker du måske...!

Det har den sammenhæng, at lader vi et rationelt fokus være centreret om denne tidstypiske egoisme, hvor vi kun har fokus på VORES barns lyst, trivsel og holdninger går vi basalt i mod det biologiske faktum, at vi er et flokdyr og har brug for at kunne trives sammen for at alle trives i en børnegruppe. Det kan være en udfordring af dimensioner, men jeg mener, at vi må gå ind i den opgave som forælder for at hjælpe vores børn til at agere og tage hånd om de børn, der af forskellige årsager "hænger i periferien" af en flok. Er der tale om børn der har så behandlingskrævende lidelser, at en styret og effektiv indsats i form af støtte/kontaktpersoner er nødvendige bør disse inddrages. Min tese er, at det er muligt at lære børn selvstændighed og være dygtige til at udtrykke egne behov samtidigt med at de skal fungere i en gruppe som kollektive børn. Disse poler behøver ikke være hinandens modsætninger.

Mailen var klart et forsøg på at komme os i møde og det vil jeg gerne tage til mig og drengen har nu åbenbart selv foreslået at de skal lege engang i næste uge, hvor forældrene har tænkt sig at holde ham fast i aftalen. Det formoder jeg siden de selv skriver til os om en legeaftale. Jeg skal lige bruge lidt tid på reflektere her i weekenden sammen med Manden over, hvad der skal ske - inden vi gør noget igen.

Jeg vil prøve at få skrevet et indlæg i weekenden om kollektive/selvstændige børn og hvordan jeg ser det som muligt at integrere disse, så der i en børneflok kan tages hensyn til både det enkelte barn og hele børnegruppens trivsel.