Når en relation er tæt på at briste

Er midlertidige tilstande altid endegyldige?

Er enkelte tilstande ikke tilbagevendende? Som et pendul i langsom svingning må jeg tørt konstatere, at der er enkelte tilstandes midlertidighed som kommer igen og igen.

En af dem er min angst for at miste. Miste relationer, der er nære og vigtige. Betydningsfulde og vigtige. Når familierelationerne er forholdsvis spinkle på min side af familien bliver nære venner ekstra vigtige.

Vi har en meget nær ven. Manden og jeg. En ven, Manden har kendt de sidste 20 år og som også er en af mine meget gode venner. Han er fadder til vores datter og har altid været med til alle fødselsdage, juletam tam, barnedåb og andre familiære fester. Han har været single i mange år og efterhånden som vi blev ældre håbede vi at han ville finde sig en pige og få de børn, som han selv begyndte brændende at ønske sig.

Han fandt så en sød kvinde - troede vi - for et par år siden. Hun er af anden etnisk herkomst, men vi mødte hende nogle gange og med lidt fælles hjælp, fagter og lidt dansk gik det nogenlunde. Hun mødte flere af vores venner og alt var tilsyneladende i perfekt orden.

Vi tog gruelig fejl skulle det senere vise sig.

De blev gift på rådhuset. Vi var med. Brylluppet blev fremskyndet da hun ellers ville skulle forlade landet. På daværende tidspunkt troede vi ikke, at det ville blive et problem, at man skal være gift i 7 år. Da troede vi, at ægteskabet da ville vare for evigt.

Vores ven tjener mange penge. Virkelig mange penge. Hun holdt op med at arbejde og lod sig forsørge for at gå hjemme og male billeder. For et halvt år siden flyttede de til en anden landsdel da hun ikke ville bo her i området p.g.a en gammel ekskæreste, der angiveligt skulle forfølge hende. Det troede vi blindt på. Det viste sig senere, at det var en løgn - som mange andre.

I starten af dette år faldt bomben. Det viste sig, at hun igennem længere tid havde løjet grusomt om alt muligt, brugt rigtigt mange af pengene, været ham utro med ekskæresten, slået ham mange gange og stået med den store kødkniv og truet med at begå selvmord. Det var ganske skrækkeligt at høre. Manden og børnene var på besøg hos ham og skulle overnatte da alt brast sammen. Hun tog hjem til ekskæresten og var sammen med ham og ville skilles. Hun blev vred på Manden og besluttede derefter, at hun ikke ville se os mere for nu kendte vi jo de dystre hemmeligheder.

Efterfølgende viste det sig, at hun heller ikke vil besøge hans forældre længere, ej heller en anden ven vi kender.
Vi havde besøg af ham alene i foråret. Han var dybt ulykkelig og der kom virkelig grimme sandheder på bordet, der afslørede en virkelig dysfunktionel og skadet personlighed p.g.a traumatiske oplevelser fra barndommen.

Hvorfor smider han hende ikke bare på porten? Ja, det har vi haft mange lange snakke om. Han er ikke overbevist om, at han elsker hende længere. Hun styrer det fuldstændigt og det er hjerteskærende at stå på sidelinjen og absolut intet kan gøre. Hun ryger ud af landet, hvis han ophæver ægteskabet og han vil ikke sende hende hjem til nogle forhold, hvor der ikke eksisterer ordentlig psykiatrisk behandling, men han forsøger at få etableret hjælp til hende her i Danmark.

Jeg græd da han tog afsted sidste gang. Jeg vidste, at der ville gå meget lang tid inden vi ville se ham igen. Jeg kunne mærke det i hver fiber af min krop. Angsten for at miste min bedste mandlige ven nogensinde. Det værste er, at det er udefrakommende forhold, jeg ikke kan styre og det gør, at jeg kan blive grebet af en følelsesmæssig panik, der er svær at styre og håndtere. Manden er lige så frustreret som jeg, men vi udtrykker det forskelligt.

Nu skal Manden og drengene så til området hvor de bor til august. Denne gang bliver de nødt til at booke et hotelværelse 400 m fra vores vens store lejlighed med mange rum. Jeg har sms´et meget med ham i dag. Hans kone er begyndt at få samtaler hos en psykolog, men det hjælper intet for han lader stadig hende styre om han skal lade sin bedste ven igennem mange år overnatte hos sig en enkelt nat.

Jeg er så ked af det. Kan mærke, at tårerne igen presser sig på. Hvorfor slår et andet menneske dog en de påstår at elske? Både med knytnæver, spark og instrumenter. Hvorfor opgiver et dejligt menneske sine egne brændende ønsker om at opnå at få en familie inden vi bliver for gamle for en kvinde han ikke engang kan sige, at han elsker?

Jeg kan være tilbøjelig og mene, at han er en vatarm. Sandheden er langt mere kompliceret end som så. Jeg forstår ham ikke. Forstår ikke den underdanighed og styring han lader sig dominere under. Hun vil ikke se hans familie, hans søster der netop er blevet mor.

Han vil altid være min ven, men først den dag han selv kan handle kan vi optage forbindelsen igen - tror jeg. Lige nu er relationen og det at være vidne til sådan en tragedie ikke til at udholde.