Når Døden kommer alt for uventet

Det er svært. Jeg har grød i hovedet af træthed og jeg går i sådan et lydisoleret parallelunivers hvor verdens realiteter skærmes og ikke rigtig trænger ind. De sidste dage har været et rent følelsesmæssigt kaos.


Min svigerfar er død helt uventet.

Børnenes farfar.

Min mands far.

Jeg har aldrig været knyttet til ham. Men min mand er meget ked af det og det påvirker os allesammen.
Min mellemste søn reagerede også kraftigt med at hulke hjerteskærende og spørge med en 9-årigs logik. Han har fundet 3 af sine kæreste skatte, en hjemmelavet fælde og 2 marmorkugler som farfar skal have med i kisten.

Min mand er taget hjem til hans fødeegn for at planlægge begravelsen sammen med hans ældre søster.

Jeg er alene med flokken. Min ældste søn ligger på sofaen med en meget kraftig forstuvning, så der er ingen hjælp til at få alle lørdagens gøremål til at hænge sammen. Jeg er så træt. Et par veninder kigger forbi i weekenden, så det går jo nok igen.

På torsdag er begravelsen. Der er længe til. Der er tanker og overvejelser om børnene skal ske deres farfar i kisten eller i frysehuset.

Døden kommer altid ubelejligt og altomslutter et vakuum af træthed, følelser og dyb sorg.