I denne uge havde Manden og jeg bryllypsdag. Manden havde arrangeret, at reservebedsterne skulle passe mellemste søn og yngstepigen nogle timer. Vi skulle ud at spise, men aftenen fik en helt anden drejning end jeg vi havde tænkt os.
Da vi er på vej ned af vores hovedgade midt i byen ser vi pludselig en kvinde ligge sammensunket ude midt på vejen. Ved siden af dingler en meget, meget beruset mand rundt, der forsøger at få hende ind, men det lykkes ikke, hvorfor min Mand meget hurtigt hjælper med at få hende ind på fortorvet, halvt slæbende.
Hun er så beruset, at hun ikke kan stå på benene. Inde på fortovet vælter hun igen ud på kørebanen og slår denne gang baghovedet ned i vejen med en grim lyd. Jeg kan se, at hun er fuld af blå, røde og gule slagmærker hele ansigtet og hun er syet over øjet. Kæresten græder fortvivlet i sin rus og siger, at de har fået så mange tæsk begge to.
Da kvinden slår hovedet ned i asfalten ringer jeg til Falck og siger, at de må sende en ambulance. Kl. er da 18.04 og vi befinder os midt i byen og får at vide at ambulancen er på vej. Kvinden bliver tiltagende mere dårlig og råber højt, men falder sammen og ligger helt stille. Det er koldt, meget koldt. Ingen forbipasserende stopper for at hjælpe os. Tænker sikkert, at det bare er et par fyldebøtter, men jeg kan se, at kvinden får punktvise blødninger i det ene øje og tænker, at hun måske har indre blødninger i hjernen på grund af det hårde slag mod asfalten. Klokken er da 18.21 og jeg ringer for at rykke for ambulancen og kan mærke, at jeg er begyndende i panik. Det er koldt og jeg er bange for, at kvinden skal dø. Den fulde kæreste ligger på jorden og hulker, da han er så beruset. Min mand ligger hende i natoleje og jeg ringer igen kl. 18.29 og får en meget ubehagelig og ubehøvlet Falck mand i telefonen, der bliver ved med at sige, at han fanme ingen indflydelse har på hvornår ambulancen kommer - desværre. Jeg er da så desperat og rasende, at jeg råber, "nu sender I famne den ambulance ellers bliver det her en stor klagesag".
Ambulancen er der - 18.34! Vi befinder os en i storby midt i byen, hvor der er 5 minutter til Falckstationen. Alligevel tager det 30 minutter før end der kommer en ambulance. Kvinden er da helt stille og gennemkold selvom min Mand har lagt sin jakke om hende og nu selv fryser voldsomt.
Jeg var så rystet. Og har nu bestemt mig. På mandag sender jeg en klage. Det kan ikke være rigtigt, at det tager 30 minutter at sende en ambulance afsted til en hårdt såret kvinde og at jeg tilmed skal ringe flere gange og få en arrogant og ubehøvlet mand i telefonen.
Hvad er det for en måde at behandle folk i nød på?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar