Det er 14 dage siden min mor døde. Det har været de hårdeste 14 dage i mit liv og den værste oplevelse i mit liv til dato. Sorgen er overvældende og fysisk og kommer, når jeg mindst venter det. Så kan jeg kun lægge mig ned og græde som et barn.
Jeg vil ikke lade denne blog blive en blog i sorg. Jeg har valgt at skrive om alle de følelser, det giver, at ens mor dør på en anden blog. Dette er stadig en blog om mine børn, idéer og alt det, der udgør mit liv.
Vi er taget på badeferie i Tyskland. Der er mange mennesker her, men børnene nyder det rigtigt meget. Min mand er enormt sød til at tage børnene med i badeland alene, så jeg kan være lidt alene. Ellers kan jeg slet ikke rumme alle deres snakke, krav, spørgsmål og rumme den glæde de har over at være afsted. Sådan er sorgen så grim. Den optager al tankevirksomhed og lige nu er jeg i erkendelsesfasen, hvor jeg forsøger at forstå, at min mor er virkelig død. Jeg har derfor et par timer alene om dagen, hvilket er nødvendigt for, at jeg kan hænge sammen. Jeg er til tider vrissende, vred og en meget lidt overskudsagtig mor, der ikke har meget overskud af gangen. Jeg var i tvivl om jeg skulle tage med på ferie i de 6 dage vi har bestilt ferie i Tyskland, men det gjorde jeg. Måske er det godt nok, det ved jeg ikke endnu. Jeg har i hvert fald ikke ferie, jeg har sorgferie og så må vi se, hvordan det går.
Her er et dejligt stort badeland og et kæmpe legeområde, hvor selv min ældste på 12 år synes, at det er sjovt at være. Vandlandet er enormt og jeg har brugt flere timer på bare at sidde i boblebad. Jeg er langsomt begyndt at få en normal appetit igen. De nhar ellers været totalt forsvundet de sidste uger siden min mor døde. Nu går det langsomt fremad igen, så jeg forsøger at huske at spise regelmæssigt og spise frugt, grøntsager, kaffe og brød. Jeg er i totalt dårlig form og trænger i den grad til at komme igang med motion igen, men lige nu orker jeg det ikke rigtigt. Min nattesøvn er nogenlunde, men ofte afbrudt af tanker og drømme.
Jeg kan se, at børnene hygger sig sammen. Jeg ved, at jeg er heldig med min flok, hvor Mindstepigen på 4 år hygger sig gevaldigt med både Mellemste og Ældste søn. De har det utroligt rart sammen og det giver små glimt af glæde, at se deres kærlighed til hinanden. Jeg håber, at de vil bringe en stor familie til huse, når de bliver voksne med svigerbørn og børnebørn. Når jeg tænker mig om er min biologiske familie blevet lille igennem årerne. Jeg har en far, en søster, jeg sjældent ser, en kusine, jeg har meget kontakt med og nogle flygtige kontakter til nogle andre fætre og kusiner. Min fars eneste søster døde barnløs for 7 år siden. Heldigvis har jeg en god svigermor, ungerne en god faster, Mandens kusine, som vi ser meget, vores reservebedster som vi har fundet vores vej med igen efter de biologiske børnebørns tilkomst. De har været utroligt hjælpsomme i forbindelse med både min mors og min mands fars begravelse i vinter, hvor de uden at blinke har hentet Mindstepigen hver gang og haft hende til begravelsen og ofte et par dage efter.
Jeg stod ude ved Østersøen i dag og det blæste utroligt meget i dag. Regnen og vinden har været usædvanligt insisterende her midt i højsommeren og har bestemt lagt en dæmper på mit humør. Jeg lod tårerne løbe og mærkede mit savn helt ned i maven. Selvom min mor har været syg i mange år så må jeg konstatere, at man aldrig bliver helt klar til at miste sin mor.
Og sådan græder jeg næsten hver dag. Sådan må det være. Jeg har fået god opbakning af veninder, kolleger og også min chef på arbejdet. Ingen har forventet andet end at jeg må tage den tid det må tage at sørge for langsomt at forsøge at komme med i verden igen. Det bliver svært, men også nødvendigt. Jeg har 3 børn og en dejlig mand. Jeg kan ikke tillade mig andet.
Livet er derude. Jeg forsøger at finde det igen.
Vi er taget på badeferie i Tyskland. Der er mange mennesker her, men børnene nyder det rigtigt meget. Min mand er enormt sød til at tage børnene med i badeland alene, så jeg kan være lidt alene. Ellers kan jeg slet ikke rumme alle deres snakke, krav, spørgsmål og rumme den glæde de har over at være afsted. Sådan er sorgen så grim. Den optager al tankevirksomhed og lige nu er jeg i erkendelsesfasen, hvor jeg forsøger at forstå, at min mor er virkelig død. Jeg har derfor et par timer alene om dagen, hvilket er nødvendigt for, at jeg kan hænge sammen. Jeg er til tider vrissende, vred og en meget lidt overskudsagtig mor, der ikke har meget overskud af gangen. Jeg var i tvivl om jeg skulle tage med på ferie i de 6 dage vi har bestilt ferie i Tyskland, men det gjorde jeg. Måske er det godt nok, det ved jeg ikke endnu. Jeg har i hvert fald ikke ferie, jeg har sorgferie og så må vi se, hvordan det går.
Her er et dejligt stort badeland og et kæmpe legeområde, hvor selv min ældste på 12 år synes, at det er sjovt at være. Vandlandet er enormt og jeg har brugt flere timer på bare at sidde i boblebad. Jeg er langsomt begyndt at få en normal appetit igen. De nhar ellers været totalt forsvundet de sidste uger siden min mor døde. Nu går det langsomt fremad igen, så jeg forsøger at huske at spise regelmæssigt og spise frugt, grøntsager, kaffe og brød. Jeg er i totalt dårlig form og trænger i den grad til at komme igang med motion igen, men lige nu orker jeg det ikke rigtigt. Min nattesøvn er nogenlunde, men ofte afbrudt af tanker og drømme.
Jeg kan se, at børnene hygger sig sammen. Jeg ved, at jeg er heldig med min flok, hvor Mindstepigen på 4 år hygger sig gevaldigt med både Mellemste og Ældste søn. De har det utroligt rart sammen og det giver små glimt af glæde, at se deres kærlighed til hinanden. Jeg håber, at de vil bringe en stor familie til huse, når de bliver voksne med svigerbørn og børnebørn. Når jeg tænker mig om er min biologiske familie blevet lille igennem årerne. Jeg har en far, en søster, jeg sjældent ser, en kusine, jeg har meget kontakt med og nogle flygtige kontakter til nogle andre fætre og kusiner. Min fars eneste søster døde barnløs for 7 år siden. Heldigvis har jeg en god svigermor, ungerne en god faster, Mandens kusine, som vi ser meget, vores reservebedster som vi har fundet vores vej med igen efter de biologiske børnebørns tilkomst. De har været utroligt hjælpsomme i forbindelse med både min mors og min mands fars begravelse i vinter, hvor de uden at blinke har hentet Mindstepigen hver gang og haft hende til begravelsen og ofte et par dage efter.
Jeg stod ude ved Østersøen i dag og det blæste utroligt meget i dag. Regnen og vinden har været usædvanligt insisterende her midt i højsommeren og har bestemt lagt en dæmper på mit humør. Jeg lod tårerne løbe og mærkede mit savn helt ned i maven. Selvom min mor har været syg i mange år så må jeg konstatere, at man aldrig bliver helt klar til at miste sin mor.
Og sådan græder jeg næsten hver dag. Sådan må det være. Jeg har fået god opbakning af veninder, kolleger og også min chef på arbejdet. Ingen har forventet andet end at jeg må tage den tid det må tage at sørge for langsomt at forsøge at komme med i verden igen. Det bliver svært, men også nødvendigt. Jeg har 3 børn og en dejlig mand. Jeg kan ikke tillade mig andet.
Livet er derude. Jeg forsøger at finde det igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar